12.02.2014, 18:23 | Af: Administrator

Fuld spilletid til landsholdsulv

Malte Kiilerich Hansen spillede hele kampen, da det danske U19-landshold spillede 2-2 med det Polen.

Den seneste uges tid har akademispilleren Malte Kiilerich Hansen sammen med resten af det danske U19-landshold været på træningslejr i spanske La Manga. Her har man ud over træningspas under optimale forhold også haft tre træningskampe mod henholdsvis Portugal, Norge og Polen på programmet.

Den første kamp blev spillet i torsdags, hvor det blev til et nederlag på 3-0 til Portugal. Malte Kiilerich Hansen kom ikke på banen i denne kamp. Til gengæld kunne han glæde sig over sin landsholdsdebut to dage senere, hvor Danmark mødte naborivalerne fra Norge.

Her spillede den midtjyske midterforsvarer således samtlige minutter. Desværre måtte han affinde sig med et nederlag i sin debut, idet nordmændene vandt kampen 2-0.

Mandag gjaldt det så tredje og sidste træningskamp i denne omgang. Denne gang var der atter fuld spilletid til Malte Kiilerich Hansen, og han kunne derfor glæde sig over at spille sin anden landskamp på bare to dage. Heller ikke Polen skulle dog vise sig som en nem modstander. Danmark var godt nok bedst i første halvleg, som blev vundet 1-0.

Til gengæld bed polakkerne fra sig i anden halvleg med to scoringer, og kun en dansk udligning til 2-2 i kampens allersidste sekund sikrede, at danskerne undgik det tredje nederlag ud af tre mulige.

På trods af, at det danske landshold ikke har vundet en kamp i løbet af træningsturneringen, er U19-landstræner Bent Christensen overordnet set tilfreds med udbyttet af træningslejren i La Manga.

- Vi ser positivt på, at vi får scoret to mål og får et point med i sidste sekund. Der foreligger dog en del arbejde på træningsbanen for os. Det har som sådan været en fin turnering, hvor vi har været på uovertrufne faciliteter og hvor vi får set ikke mindre end seks debutanter på et U19-landshold. Det må være noget nær historisk rekord. Vi kan dog konstatere, at vi også over en bred kam er udfordret teknisk og andre basale ting, så der ligger nogle timer på træningsbanen før vi er optimerede, lyder landstrænerens ord til DBU.dk.

Malte Kiilerich Hansen kan atter komme i aktion for U19-landsholdet i midten af marts måned, hvor man tager til Montenegro og spiller to træningskampe imod det montenegrinske U19-landshold.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox