24.02.2014, 20:24 | Af: Administrator

Midtjysk sejr i sæsonåbningen af Reserveligaen

FC Midtjylland fik en optimal start på den nye sæson i Reserveligaen, da de mandag aften hjemme på Wunderelf Arena besejrede SønderjyskE.

Det var en begivenhedsrig forårspremiere der blev serveret for de fremmødte tilskuere på Wunderelf Arena her til aften. Det afspejlede sig ikke på scoringstavlen, men særligt hjemmeholdet producerede store chancer og mange af dem.

Efter små tyve minutters spil lykkedes det Paul Onuachu at udplacere den sønderjyske keeper. Føringsmålet blev scoret på flot forarbejde af Sylvester Igboun, der retvendt mod gæsternes forsvar fandt en sårbar åbning, og med en stikning fritspillede sin høje landsmand.

Trods mange chancer leverede ulvene ikke en overbevisende arbejdsindsats i første halvleg, og derfor straffede SønderjyskE ti minutter efter et mangelfuldt midtjysk returløb og udlignede med en flot afslutning. I pausen gik snakken fra Lars Friis og resten af trænerteamet således på truppens indstilling.

- Vi producerer offensivt, og burde have scoret tre mål i første halvleg. Modsat forsvarer vi ikke særlig godt. Det er ikke forsvarskæden den er gal med, men disciplinen som hold. Vi løber ikke nok og løber ikke rigtigt. Det er skidt, SønderjyskE kommer til så mange chancer, siger Lars Friis.

En præcisering af de Midtjyske dyder i pausen havde sin effekt. Anden halvleg blev totalt domineret af ulvene, der fortsatte med at skabe chancer mod gæsternes mål. Tyve minutter før tid kronede Sylvester Igboun sig selv som matchvinder, da han fra 25 meter – i banens venstre side – sendte et missil ind bag en prisgivet målmand i de himmelblå gæsters mål.

Eneste mulighed efter pausen til det sønderjyske mandskab, var et direkte frispark uden for feltet kort før tid. Frisparket blev tildelt gæsterne, idet Sonni Nattestad blev sendt i bad med sit andet gule kort, da dommeren vurderede han havde pareret bolden med hånden. Dermed kunne ulvene gå fra banen med maksimalt pointudbytte.

- Offensivt leverer vi rigtig godt. Vi producerer rigtig mange chancer, og skal i min optik score op mod seks mål i dag. Det er skidt vi brænder så mange gode muligheder, men utrolig positivt vi kommer frem til dem. Det er et godt grundlag for justeringer fremover, slutter Lars Friis.

FC Midtjylland spiller næste gang i Reserveligaen tirsdag den 11. marts, hvor de hjemme på Wunderelf Arena tager i mod FC Fredericia. Kampen fløjtes i gang klokken 17.00.

FCM 2 – 1 SE (1 – 1)

19’ 1 – 0 FCM Paul Onuachu – assist af Sylvester Igboun

30’ 1 – 1 SE 

72’ 2 – 1 FCM Sylvester Igboun

90’ FCM – Rødt kort – Sonni Nattestad

Opstilling:

Michael RavnSantiago Villafane, Francis Dickoh, Sonni Nattestad, Frederik MøllerOluwafemi Ajilore, Jonas Gemmer, Sylvester IgbounTim Janssen, Pione Sisto (45’ Mikkel Frankoch) – Paul Onuachu

Bænken:

Rasmus Bach, Rasmus Lauritsen, Gloire Rutikanga, Sigurd Schøndorf, Simon Sterring og Ramjavakar Yogathas

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox