26.02.2014, 14:45 | Af: Administrator

Nattestad med Færøerne på træningslejr

Det færøske landshold rejser i dag til Spanien, hvor de er på træningslejr og spiller to landskampe.

FC Midtjyllands talentfulde forsvarsspiller Sonni Nattestad har i dag sat kursen mod Spanien, hvor der venter en ti dages træningslejr med det færøske A-landshold. Samtidig er planlagt to træningskampe mod Gibraltar og Malaga fra den bedste spanske række.

Det 19-årige forsvarstalent, der i efteråret fik sin landsholdsdebut, da han blev skiftet ind i Færøernes kamp på Malta i november, har altså gjort det så godt, at landstræner Lars Olsen igen har fundet plads til ham.

LÆS OGSÅ: Nattestad fik fin landsholdsdebut for Færøerne

- Jeg er rigtig glad for og stolt over igen at være blevet udtaget. Det var en stor oplevelse at få min debut, og jeg er stolt over at spille for mit land, siger Sonny Nattestad, der håber, at der igen bliver spilletid i nationaldragten.

- Jeg skal ned og vise mig frem og vise mine kvaliteter. Det var en god oplevelse at være med sidst. Jeg er i god form og klar, hvis der bliver brug for mig, og jeg vil rigtig gerne spille fast for landsholdet.

Færøerne har deres træningslejr i La Cala Mijas i Spanien og spiller den 1. marts mod Gibraltar, mens holdet møder Malaga, der ligger nummer 17 i den spanske Premera Division, den 5. marts, inden turen dagen efter går hjemad.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox