07.02.2014, 11:17 | Af: Administrator

Nye spillere får chancen mod Breidablik

Der er skiftet ud på samtlige positioner, når FC Midtjylland i eftermiddag møder islandske Breidablik.

FC Midtjylland spiller i eftermiddag den anden kamp ved Atlantic Cup i Portugal. Modstanderen er islandske Breidablik, som er storleverandør af de største talenter fra østaten. Således har spillere som Gylfi Sigurðsson, Alfreð Finnbogason og Jóhann Berg Guðmundsson fået deres fodboldopdragelse i klubben.

Det midtjyske trænerteam har til aftenens opgør skiftet ud på samtlige 11 positioner, og dermed givet en række nye spillere chancen for at vise sig frem.

LÆS OGSÅ: Unibet viser FC Midtjyllands kampe fra The Atlantic Cup gratis

- Det er min forventning at se en række spillere, som ud fra de aftaler, vi har, viser en modenhed og en parathed til at udføre den type fodbold, vi gerne vil spille på, siger cheftræner Glen Riddersholm.

- Vi stiller op med nogle spillere, som rent formmæssigt ikke er der, hvor de skal være, hvilket skydes skader og afbrud i deres forløb.

Det betyder blandt andet, at Kolja Afriyie og Francis Dickoh, som begynder i midterforsvaret, endnu ikke er klar til at spille en helt kamp. Det samme gælder for Oluwafemi Ajilore.

I dagens opgør får Jonas Gemmer og Mikkel Frankoch, som blot er U19-spillere, chancen fra start på den centrale midtbane foran rutinerede Femi, mens Musefiu Ashiru begynder højrekanten. Derudover er det på forhånd bestemt, at Paul Onuachu får anden halvleg på banen.

- Det giver en mulighed for de unge spillere til at byde sig til og vise, at der er fremtid i dem men også, at de er klar til at tage næste step og byde sig endnu mere til omkring kamptruppen, siger Riddersholm, der også forventer at se et stærkt udtryk fra de mere erfarne spillere.

- Jeg forventer at se, at Francis, Kolja og Femi vise lovende takter. Santiago bør også være sulten efter at vise sig frem, og samtidig forventer jeg, at Sonni følger op på de lovende takter, han viste i efteråret. I det hele taget forventer jeg at se et stærkt udtryk fra en række spillere, som ønsker at banke på op til en spændende forår, siger Riddersholm.

Der er kick-off i aften klokken 17.00 på Estádio da Nora, som er der, hvor ulvene træner til hverdag. Kampen kan følges direkte på Eurosport 2 og livestreames på Unibet.dk.

Start-11: Jakob Haugaard, Santiago Villafane, Kolja Afriyie, Francis Dickoh, Sonni Nattestad, Oluwafemi Ajilore, Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch, Sylvester Igboun, Musefiu Ashiru, Tim Janssen.

Bænk: Rasmus Bach, Sigurd Schøndorf, Razak Adebayo Odeyemi, Kristian Dirks Riis, Simon Sterring, Mikkel Duelund, Gloire Rutikanga, Frank Kristensen, Paul Onuachu.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox