28.02.2014, 14:37 | Af: Administrator

Poulsen glæder sig til topkamp i Parken

- Det er altid fedest på de store stadions mod de store hold, siger Jakob Poulsen, der forsikrer, at ulvene vil spille deres chance mod FC København.

Søndag aften fløjtes der op til topbrag i Parken, når FC Midtjylland skal forsøge at drille de danske mestre i det første af to møder i foråret. For selv om FC København må betegnes som favoritter hjemme i Parken, så venter der ikke tilskuerne et midtjysk mandskab, der vil forsøge at forsvare et uafgjort resultat hjem.

LÆS OGSÅ: Ta' med i Parken

- Når vi har den kvalitet i holdet, som vi har, skal vi spille fodbold. Vi skal have bolden, vi skal presse dem, når de har bolden, og vi skal opsøge at lave mange chancer. Så ved jeg godt, de vil få deres perioder, og vi skal ikke lade os frustrere over, at de vil få momentum, som gode hold får, siger Jakob Poulsen i dagens udgave af Tipsbladet.

Efter halvandet år hos Monaco er midtbanegeneralen tilbage i vante omgivelser på Heden, og i sin comeback-kamp blev det da også til samtlige 90 minutter i en intens forårspremiere i Odense. Og Poulsen forventer et nyt tæt opgør på nationalarenaens nye græstæppe.

- På truppen er FC København Danmarks bedste hold. Der er stort set to dygtige spillere til hver plads. Men de er ikke spillet helt sammen under Ståle. De har været det bedste hold på point, siden Ståle kom til, men spillemæssigt ved jeg ikke. Der har mange andre hold leveret gode kampe. Det er et godt hold, men det er vi også, siger Jakob Poulsen.

- Det er jo ikke sådan, at de har været usårlige, tilføjer Poulsen og forsikrer, at ulvene vil spille deres chance.

- De (FCK, red.) er måske stærkere, fordi de har alle mand at skyde med. Men heldigvis er det ikke kun det, det drejer sig om. Det handler om at ramme dagen i en så lige liga som Superligaen. Vi er måske underdogs, men vi kommer ikke ind med bøjede hoveder. Vi spiller vores chance, lyder det fra ulvenes nummer syv.

Læs det store interview med Jakob Poulsen i dagens udgave af Tipsbladet.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox