22.02.2014, 19:57 | Af: Administrator

Riddersholm: Mange positive elementer

Selv om det var en flok skuffede ulve, der måtte se sig slået i forårspremieren, så er der flere positive elementer at tage med fra opgøret, mener cheftræneren.

Der var mange gode midtjyske præstationer i forårspremieren på udebane mod OB, og indtil opgøret gik ind i tillægsminutter lignede det også et midtjyske point for indsatsen, men det forhindrede en overtidsscoringer af OB's Ari Skulason.

- På mange parametre er jeg egentlig stolt af holdet i dag med de forudsætninger, vi havde inden kampen gik i gang, hvor vi vidste, at vi i hvert fald skulle lave tre udskiftninger undervejs, siger cheftræner Glen Riddersholm.

På forhånd viste trænerteamet nemlig, at anfører Kristian Bach Bak og Rilwan Hassan ikke kunne spille 90 minutter, og i anden halvleg sendte ulvene derfor 18-årige Jonas Gemmer, 19-årige Pione Sisto og 20-årige Frederik Møller på banen.

- Så er det selvfølgelig tilfredsstillende, at vi vinder på alle parametre i dag. Vi løber længst, vi har flest skud på mål, og vi har størst boldbesiddelse. Da vi sender de unge knægte ind, får vi det afgørende tag i anden halvleg.

- Der er gode individuelle indsatser, og kollektivt forsvarer vi rigtig stærkt. Der er mange positive ting at trække ud af præstationen i dag, men det er klart, at lige her efter kampen fylder frustration og ærgrelse over, at vi i hvert fald ikke som minimum får det ene point, som vi burde have haft, siger Riddersholm.

Vigtig erfaring på kontoen
- Men vi må også sige, at de få fejl, vi laver, bliver straffet hårdt og kynisk, og i den anden ende havde OB en målmand, som var afgørende i et par situationer. Derfor faldt marginalerne ikke ud til vores fordel, og det er sindssygt skuffende, men jeg er helt sikker på, at de fejl, der blev lavet i dag, er med til at gøre os stærkere, siger Glen Riddersholm.

- Vi får vigtigt erfaring ind på kontoen, og det er det, vi lever af. Vi giver chancen til nogle fantastiske fodboldspillere, som skal begå nogle fejl for at blive dygtigere og klogere, og desværre begik vi i dag en fejl, som blev kampafgørende, men der skal ikke være nogen pegen fingre fra min side, så længe vi lærer af det og kommer videre. Men jeg skal ikke længe skjul på, at ærgrelsen er kæmpestor, fordi vi spillede til mere end nul point dag, siger Riddersholm

På lægterne var der gennem 90 minutter fantastisk opbakning til ulvene, og det var noget, der blev langt mærke til i den midtjyske trup.

- Vi får en fantastisk opbakning af vores fans i dag, der møder talstærkt op og har lavet en flot tifo, og det er lige nøjagtig den opbakning, hvor vi står sammen, som vi har brug for. Selv om vi alle sammen er piv-hamrende skuffede, så er der mange positive ting såvel på som uden for banen at tage med, siger Riddersholm.

Holdet kan nu se frem til en ny spændende udfordring om otte dage, hvor modstanderen er F.C. København i Parken.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox