11.02.2014, 23:37 | Af: Administrator

Spartak sparkede sejren hjem til sidst

Patrick Banggaard bragte ulvene foran, men med to scoringer i anden halvleg afgjorde det russiske storhold kampen.

Der var mange positive ting at tage med fra aftenens opgør mod Spartak Moskva for FC Midtjylland, men midtjyderne måtte sende, at det heller ikke i tredje forsøg blev til en sejr i træningsturneringen Atlantic Cup, som holdet har vundet de seneste to år.

Ulvene åbnede kampen bedst, og allerede efter 14 minutter bragte de sig foran ved Patrick Banggaard. Jesper Juelsgård smækkede et perfekt hjørnespark ind til forreste stolpe, hvor Kristian Bak kunne forlænge, og ved bagerste stolpe dukkede Patrick Banggaard op og kunne sende bolden i nettet til midtjysk føring.

Forinden havde Musefiu Ashiru, der spillede første halvleg på højrekanten og leverede et stærkt indtryk, været tæt på at bringe ulvene foran, da han opfangede en aflevering fra den russiske målmand og resolut sendte kuglen mod mål - desværre i sidenettet.

Ulvene pressede højt og satte russerne under pres i første halvleg, og med en keeper, som nægtede at lave lange bolde, gav det i flere omgang optræk til FCM-chancer, men Banggaard måtte noteres som eneste målscorer i første halvleg.

Anden halvleg startede uheldigt for ulvene og målmand Jonas Lössl, der, da han skal til at sende kuglen af sted med fuld kraft, glider og skyder direkte i ryggen på en russer, der bliver noteret for en assistet, da bolden via ryggen lander hos Lucas Barrios, der scorer i et tomt mål.

Med tyve minutter tilbage af opgøret afgjorde den tidligere Dortmund-bomber opgøret med sin anden scoring i kampen.

Ulvene skabte dog chancer gennem hele kampen, og Morten 'Duncan' Rasmussen fik da også sendt bolden i nettet, men det mål blev annulleret for offside, og dermed lykkedes det ikke de forsvarende mestre at lave det udlignende mål, selv om man mod slutningen af kampen satsede ved at skifte Paul Onuachu og Tim Janssen ind og samtidig spillede med tre mand i front.

Kampfacts
FC Midtjylland - Spartak Moskva 1-2 (1-0)
1-0 Patrick Banggaard 14'
1-1 Lucas Barrios 48'
1-2 Lucas Barrios71'

Start-11: Jonas Lössl, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Erik Sviatchenko, Jesper Lindorff Juelsgård, Izunna Uzochukwu (Paul Onuachu 85'), Jakob Poulsen, André Rømer (Sylvester Igboun 64'), Marco Larsen (Tim Janssen 85'), Musefiu Ashiru (Oluwafemi Ajilore 46'), Morten 'Duncan' Rasmussen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox