03.02.2014, 13:04 | Af: Administrator

Sviatchenko ny viceanfører

Erik Sviatchenko, der har været anfører i både sin U17- og U19-tid, er ny viceanfører for ulvene.

Han er en af dem, der har gået hele vejen fra Akademiet til at blive en profil på superligamandskabet, hvor han i dag tager et stort ansvar. Og nu kan Erik Sviatchenko se frem til yderligere ansvar, da han er ny viceanfører i FC Midtjylland.

Den tjans blev som bekendt ledig, da Danny Olsen i vinterpausen skiftede til AGF.

- Allerede i sommer indledte Erik og jeg en dialog om, at det kunne være en mulighed til vinter. Der var en række ting, han skulle arbejde med, og der kan vi i trænerteamet bare konstatere, at Erik deler de værdier, som vi sætter stor pris på i klubben, siger cheftræner Glen Riddersholm.

- Erik går altid forrest, og både på og uden for banen repræsenterer han klubben på værdi vis med et kodeord, som hedder respekt. Han har altid respekt for den DNA, vi har. Han er en god rollemodel for de unge spillere, vi får op, og han har selv taget turen og kender til rejsen fra Akademiet og til at være en ung spiller i førsteholdstruppen, hvor du igen skal kæmpe dig op gennem systemet.

Riddersholm peger også på, at det er næste skridt i forsvarsspillerens udvikling.

- Han har manifesteret sig som en bærende og vigtig spiller, som både på og uden for banen påtager sig et stort ansvar. Derfor har det været let for trænerteamet at pege på Erik. Han spiller en central position på holdet, han er verbal stærk og på et sportsligt niveau, hvor han bærer så stort et ansvar, at han nu er klar til at udvikle nye facetter af sit store talent, og det indebærer at kunne påtage sig et ansvar, der er større end for sig selv nemlig at tage ansvar for sin klub og sit hold. Det er en vigtig rolle, og den er Erik nu klar til at tage. Det er et naturligt led i hans videre udvikling, siger Glen Riddersholm.

Den 22-årige midterforsvarer, der har repræsenteret ulvene 86 gange, er stolt over sin nye rolle som viceanfører i den klub, han har repræsenteret, siden han var 15 år.

- Når man kun er 22 år, synes jeg godt, man kan være stolt af sådan en tjans. Det ændrer ikke så meget på, hvordan jeg skal spille, men jeg er klar til at tage over, hvis Bak skulle få karantæne eller blive skadet. Jeg vil med glæde bære anførerbindet. Det skal man være stolt af at gøre i en topklub som FC Midtjylland, siger Erik Sviatchenko.

- Det er en manifestation af, at jeg har gjort det godt. Jeg tager stort ansvar, og jeg har fået ansvar. Men ansvar er også noget, man skal tage, og det synes jeg, jeg har formået. Det er et stort skulderklap, at jeg er blevet viceanfører, siger midterforsvareren, der har erfaring som anfører fra sin U17- og U19-tid.

- Jeg vil gerne bidrage med at tage ansvar, og jeg vil gerne kunne styre et hold og udvikle mine lederegenskaber. Det, tror jeg, vil være lettere, når jeg har fået den her rolle, som jeg tidligere selv har påtaget mig, siger Erik Sviatchenko.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox