05.02.2014, 16:14 | Af: Administrator

Talenterne slog Kiel

U19 og U17 holdet vandt begge deres kampe mod Holstein Kiel, der til daglig spiller på højeste ungdomsniveau i Tyskland

Wunderelf har overtaget sponsoratet af kunstgræsbanen i Ikast, som EDC hidtil har lagt navn til, og akademiholdene sørgede for en passende indvielse, da de lørdag slog tyske Holstein Kiel i to træningskampe.

FCM U19 vandt med 3-1, blandt andet på to mål af Razak. Træner Kenneth Andersen var overordentlig tilfreds med den indsats, hans drenge lagde for dagen mod Kiel, for hvem kampen fungerede som generalprøve inden ligapremieren den kommende weekend.

- Det var en kamp, der blev spillet i et meget højt tempo, mod en modstander, der var kommet for at spille med. Da Kiel udligner efter 41 minutter, var det samtidig deres første afslutning i kampen, og det var meget positivt at se, hvor godt vi forsvarede os, endda med flere U17-spillere på holdet.

- Offensivt var det en fremragende kamp. Vi får flere gange splittet deres defensive organisation med gennembrud og godt kombinationsspil, og har chancer til yderligere 2-3 mål. Timingen i vores spil var rigtig god, og forhåbentlig kan vi fastholde niveauet til premieren om en måneds tid - så ser det rigtig god ud, lød det fra en glad FCM-træner.

FCM U19 spiller næste træningskamp lørdag d. 8/2 kl. 13.15, hvor holdet i Ikast møder Næsbys hold fra U19 Divisionen.

FC Midtjylland U19 - Holstein Kiel U19 3-1 (2-1)
32' 1-0 Razak Adebayo Odeyemi
41' 1-1 Holstein Kiel
45' 2-1 Razak Adebayo Odeyemi
61' 3-1 Kristian Dirks Riis

FCM U19's trup til kampen: Rasmus Bach, Rasmus Lauritsen, Malte Kiilerich Hansen, Kristian Dirks Riis (U17), Rasmus Nicolaisen (U17), Jonas Gemmer, Gloire Rutikanga (U17), Olajide Samuel Owolabi, Mikkel Duelund (U17), Ramjavakar Yogathas, Sigurd Schøndorf, Anders Lund, Razak Adebayo Odeyemi, David
 

FCM U17 havde revanche til gode, efter at de for et par uger siden måtte strække våben mod Holstein Kiel i indendørsturneringen Audi Cup i Flensborg, og Ulvene fik lørdag "gjort gengæld" med en 5-2 sejr i en rigtig tjubang-kamp.

Cheftræner Svend Graversen erklærede sig efterfølgende "rigtig godt tilfreds" med resultatet, og "nogenlunde tilfreds" med det spil, der var blevet vist undervejs:

- Det var to hold, der ville ud over stepperne, og det gav mange åbninger bagude. Vi kommer bagud i det første minut og scorer til 3-1 efter tolv minutter, hvilket giver et ret godt billede af, hvad det var for en kamp.

- Man kunne godt se, at spillerne lige skal have fundet sammen igen, og at vi fortsat har noget rust at banke af, men for os gjaldt det først og fremmest om at at alle mand skulle have noget spilletid, og chancen for at vise sig frem, fortalte Graversen.

Der ligger to træningskampe lige om hjørnet for FCM U17. Først møder man AC Horsens fredag d. 7/2 kl. 16.30 og allerede næste dag, lørdag d. 8/2 kl. 11.00 møder man Næsby. Begge kampe spilles i Ikast.

FC Midtjylland U17 - Holstein Kiel U17 5-2

Målscorere for FCM: Jákup Thomsen (2), Mads Olsen, Rasmus Nissen, ?

FCM U17's trup til kampen: Jakob Frilund (IFS), Malte Jürgensen, Christian Kold Jensen, Anders Hagelskjær, Alexander Munksgaard, Rasmus Nissen, Sebastian Hairing Lodahl, Nikolaj Kirk, Mikael Anderson,Mads Vang, Mads Olsen, Erik Braun, Martin Høgstad, Alexander Nicolajsen, Mads Friis, Simon Sterring, Jákup Thomsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox