08.02.2014, 14:20 | Af: Administrator

U17 sejrede også i andendagsgildet

Ulvene havde mindre end 18 timers hvile siden fredagens træningskamp, men formåede alligevel at slå Næsby med 3-2.

FCM U17 stillede op til kampen, med de samme elleve spillere, der fredag aften havde vundet 4-0 over AC Horsens, men måtte slide noget mere for sejren denne gang.

Det skyldtes dels at Næsby, der ved vinterpausen ligger nr. 5 i U17 Divisionen, gav ulvene kvalificeret modstand, men også at der naturligvis var en vis træthed i benene, efter den usædvanligt korte hvileperiode imellem kampene.

Ligesom i gårsdagens kamp blev der skiftet flittigt ud, og det var også to indskiftede spillere - Mikkel og Christoffer - der slog sejren fast med hver deres scoring i anden halvleg.

Erik Braun, der scorede hattrick i kampen mod Horsens, havde gemt lidt af krudtet til andendagen, og blev kampens første målscorer.

- Kampen kommer til at bære lidt præg af at spillede 80 minutter i går, men spillerne viste, at de ville vinde, selvom de var trætte, og det skal de have ros for, fortalte Svend Graversen efter opgøret.

FCM U17 kan nu se frem til en friweekend, før den næste træningskamp. Det er opgøret mod Viborg onsdag d. 19/2 kl. 18.00 på Wunderelf Arena i Ikast.

Her vil man atter kunne råde over de fire spillere, der i øjeblikket er med Superligatruppen på træningslejr i Portugal. Det drejer sig om Kristian Dirks Riis, Gloire Rutikanga, Mikkel Duelund og Simon Sterring.

FC Midtjylland U17 - Næsby U17 3-2 (1-1)
10' 1-0 Erik Braun
30' 1-1 Næsby
50' 2-1 Mikkel Elbæk Jakobsen
60' 3-1 Christoffer [IFS]
80' 3-2 Næsby

Startopstilling: Oliver Ottesen - Alexander Munksgaard, Bartel (prøvespiller), Anders Hagelskjær, Christian Kold Jensen - Malte Jürgensen, Mads Olsen, Peter (prøvespiller) - Martin Høgstad, Mads Friis, Erik Braun

Indskiftede: Andreas Poulsen (U15), Victor Tranberg Mikkelsen (U15), Mikkel Elbæk Jakobsen (U15), Anders (IFS), Christoffer (IFS), Aron (prøvespiller)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox