05.03.2014, 12:55 | Af: Administrator

700 efterskoleelever indtager MCH Arena

Med en invitation fra Faxe Kondi i hånden sætter efterskoler fra store dele af Jylland mandag kursen mod MCH Arena for at opleve ulvenes første hjemmekamp i år.

FC Midtjylland-spillerne kan forvente massiv opbakning fra lægterne, når de mandag aften løber på banen til årets første hjemmekamp, som er mod SønderjyskE. For allerede nu har tæt på 700 efterskoleelever meldt deres ankomst på MCH Arena.

De er inviteret af FC Midtjyllands samarbejdspartner Faxe Kondi, og tilbuddet om at komme ind og se Superligaens nummer et har indtil videre 11 efterskoler fra store dele af Jylland valgt at tage imod.

- Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Faxe Kondi, som har valgt at invitere efterskoler fra hele Jylland til fodbold i FC Midtjylland. Det er et flot initiativ, som er resultatet af et godt samarbejde mellem Faxe Kondi og FC Midtjylland, siger Sejer Aagaard, der er projekt og event manager i FC Midtjylland.

- Vi er enormt glade for og stolte over, at interessen for FC Midtjylland spænder så bredt, at der kommer efterskoler fra store dele af Jylland. Vi glæder os rigtig meget til at tage imod dem og give eleverne en på opleveren, siger Sejer Aagaard.

Og noget tyder på, at efterskolerne ikke er ene om gerne at vil opleve ulvene live på stadion. I går kunne FC Midtjylland nemlig fortælle, at der en lille uge inden årets første hjemmekamp var solgt mere end 4000 billetter, ligesom der efter 5-1-sejren i Parken har været stor interesse for sæsonkort til forårets syv hjemmekamp.

De tilmeldte efterskoler er Midtjysk Efterskole, Bork Havn Efterskole, Finderup efterskole, Hellebjerg Idrætsefterskole, Venø Efterskole, Skamling Efterskole, Kragelund Efterskole, Hestelund Efterskole, Nøvlingskov Efterskole, Lyngs Idrætsefterskole og Grejsdalens Efterskole.

Der er kick-off til årets første hjemmekamp mandag den 10. marts klokken 19.00 på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox