10.03.2014, 16:08 | Af: Administrator

Endelig ramte foråret Midtjylland

Af sportsdirektør Claus Steinlein

Vi har ventet længe. Men nu kan vi igen byde inden for på MCH Arena. Der er forår i luften - endda et rigtigt spændende et af slagsen. Sammen kan vi glæde os til nye, store oplevelser.

Vi skal alle sammen yde 10 procent ekstra. Det var mantraet i "Det Midtjyske Manifest", som en samlet spillertrup sendte ud inden sæsonens første superligaskud var sendt af sted.  Målsætningen for forårets 15 kampe er den samme som i efteråret. To point i gennemsnit pr. kamp. Det er det, der kæmpes 110 procent for. Men truppen slår samtidig fast, at de - ligesom resten af regionen - drømmer om guld til maj.

At alle yder 10 procent ekstra, så vi i løbet af ugen, da MCH gav holdet lov til at træne på MCH Arena i fredags, så vi har fået den bedst mulige forberedelse til aftenens kamp. Der skal lyde et stort tak for det store stykke arbejde, MCH altid lyder og et tak for lån af Danmarks bedste bane.

I hverdagen mærker man, hvordan det er en flok fokuserede og målrettede spillere og trænere, der jagter en fælles drøm. 5-1-sejren over FC København var et step på vejen mod to point i snit. Det var en fantastisk kamp, som hele fodbolddanmark var vidner til. Nu har vi tre point i to kampe - det kræver altså en sejr i dagens kamp, hvis vi skal have hente to point i snit pr. kamp, når der er sat flueben ud for forårets første tre kampe.

I vinterpausen har vi fået tilgang både på og uden for banen. På grønsværen kan vi i dag sige velkommen til Francis Dickoh og velkommen hjem til Femi og Jakob Poulsen. Der skal lyde et stort tak til Club Premium, som gjorde det muligt at hente Jakob hjem. Det viser, at når hele regionen står sammen, kan vi gøre ting, som andre ikke troede var muligt.

Uden for banen har vi hentet Hans Krabbe som ny administrativ direktør. Hans skal være med til at lægge tryk på de kommercielle indtægter, hvor vi med glæde kan se, at kurven er knækket. Indtægterne er steget, men der er stadig plads til flere samarbejdspartnere. Sammen er vi stærke.

Vi kan se tilbage på en historisk uge i FC Midtjyllands historie. Fire danske landsholdsspillere - det er første gang i klubbens historie, at vi kan præsentere det. Dertil kan vi lægge Danny Olsen og Simon Kjær, som begge har fortid på Heden. Yderligere havde vi unge Sonni Nattestad med for Færøerne. Stort tillykke til jer. Og til alle trænere og spillere - I har alle sammen jeres fortjeneste i udtagelserne. Udtagelser vi alle sammen kan være stolte over.

Rigtig god kamp. Lad os alle sammen give den 110 procent på lægterne.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox