07.03.2014, 11:57 | Af: Administrator

FC Midtjylland afskaffer plastickrus på MCH Arena

Som den første klub i Danmark skifter ulvene fra engangskrus til miljøvenlige pantkrus. På den måde reducerer FC Midtjylland sin CO2-udledning med 90 procent og sparer miljøet for 12,4 tons CO2 om året.

I fremtiden skåner FC Midtjylland miljøet for affaldet fra 180.000 plastickrus hvert år, da plastickrusene på ulvenes hjemmebane erstattes af miljøvenlige pantkrus. Samtidig reduceres den årlige CO2-udledning med 90 procent.

FC Midtjylland er den første klub i Danmark, der skifter fra plastickrus til pantkrus, som har været en stor succes i Tyskland, hvor størstedelen af Bundesligaklubberne har indført pantkrus.

De nye krus, som der vil være ti kroner i pant på, er langt mere miljøvenlige end de mere velkendte plastickrus, da de indsamles, rengøres og derefter genanvendes, hvilket giver en markant længere levetid end plastickrus, der kun kan anvendes én gang.

- Vi gør det her, fordi vi passer på vores region og dens natur. Hvert år bruger vi 180.000 plastickrus, der bare ender som affald og dermed belaster miljøet. Det undgår vi i fremtiden, siger Michael Brun Nielsen, der er salgsdirektør i FC Midtjylland.

Der er flere muligheder for, hvad man vil gøre med sin pant efter kampen, forklarer salgsdirektøren.

- Du kan få panten retur, og er du mere tørstig, bytter du bare bægeret til en ny. Du betaler altså kun panten én gang. Derudover vil der blive opstillet specielle containere på MCH Arena, hvor man kan donere panten til et godt formål, siger Michael Brun Nielsen.

De nye pantkrus bliver produceret med unikke motiver med FC Midtjylland som omdrejningspunkt, og der vil løbende komme nye krus med nye motiver. Derfor forventer klubben også at pantkrusene bliver et samleobjekt.

- Det ligger i vores DNA at være first movers og gå ny veje, så det er helt oplagt, at vi også går forrest i Danmark, når det drejer sig om at minimere vores belastning af miljøet, fortæller Søren Märcher, der er Brand Manager i FC Midtjylland.

Der foreligger ikke nogen dansk statistik for CO2-reduktionen ved pantkrus overfor plastickrus, men studier fra Tyskland viser, at genanvendelige krus er markant mere miljøvenlige. Blandt andet fordi de genanvendelige krus ikke smides ud efter hver kamp.

- Pantkrusene er en stor succes i Tyskland, hvor flere klubber bruger dem, og fansene har taget rigtig godt imod dem. Krusene er nemme at håndtere og transportere for personale og fans. Øl og sodavand holder sig længere kolde i pantkruset og med muligheden for at donere panten, kan vi støtte gode formål i regionen, siger Søren Märcher.

De nye pantkrus indføres til ulvenes første hjemmekamp på MCH Arena mod SønderjyskE den 10. marts klokken 19.00.

Fakta om pantkrus:

  • FC Midtjylland er den første klub i Danmark, som indfører pantkrus.
  • FC Midtjylland reducerer sin CO2 udledning med 90 % og sparer miljøet for 12,4 tons co2 om året.
  • Studier fra Deutsche Umwelthilfe i Tyskland viser, at genanvendelige krus er markant mere miljøvenlige end engangsplastickrus.
  • Hvert år smider de tyske klubber en mængde plastickrus væk, der svarer til at man ville kunne lave et 3.200 kilometer langt affaldstårn. Studiet viser, at dette affaldstårn kunne undgås, hvis alle tyske klubber skiftede til pantkrus.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox