22.03.2014, 18:04 | Af: Administrator

FCN sejrede sent i chancefattigt opgør

Der var få chancer og endnu mindre ophidsende spil, da FC Nordsjælland sejrede med 0-1 på MCH Arena.

I forbindelse med Superliga 100 skulle FC Midtjyllands All Star-hold kåres, da FC Nordsjælland var lørdagens gæster i 23. spillerunde.

Og mens mange af legenderne blev hyldet i pausen, så måtte flere vente med hæder og fine tilkendegivelser, da de skulle i aktion i den bidende forårsvind.

Indledningen foregik hovedsageligt på hjemmeholdets banehalvdel, men ud over et par koncentrationssvigt, blandt andet da Kristian Bak lod Joshua John komme alene med Jonas Lössl, blev gæsterne ikke farlige.

Første gode FCM-mulighed kom først efter næsten en halv time, da Jakob Poulsen forsøgte sig med venstrebenet mellem venner og fjender. David Jensen kunne først se bolden sent, men FCN-keeperen fik alligevel pareret godt ud til hjørnespark.

Hvor første halvleg var begivenhedsfattig, så åbnede anden halvleg med en helt anderledes nerve. Inden for de første par minutter kom Sylvester Igboun til to store chancer, hver af dem efter hjørnespark, men David Jensen fik afværget i begge tilfælde.

Det lovede ellers godt for kampens sidste halvdel, men næste nævneværdige mulighed bød sig først et kvarter før tid. Jens Stryger Larsen testede Jonas Lössl, og FCM-keeperen måtte ud i fuld længde for at hindre en scoring af udeholdet. Et efterfølgende indlæg af Joshua John lod dog Kim Aabech heade bolden ind bag en sagesløs Jonas Lössl, der ikke fik megen opbakning af sit forsvar, og så stod der alligevel 0-1 på tavlen.

FC Midtjylland smed tårnhøje Paul Onuachu ind i jagten på en udligning, men en fornuftig skudchance til Sylvester Igboun var det tætteste, midtjyderne kom på point. Dermed kunne FC Nordsjælland rejse hjem til Farum med tre tiltrængte point, der giver dem lidt luft til nedrykningsstregen.

FCM fører fortsat ligaen med to point ned til AaB og syv til F.C. København, der begge spiller søndag eftermiddag, henholdsvis ude mod SønderjyskE og hjemme mod Randers FC.

KAMPFAKTA:
Superligaen, runde 23: FC Midtjylland - FC Nordsjælland 0-1 (0-0)

76' 0-1 Kim Aabech

Advarsler: 89' Patrick Banggaard (FCM) - 40' Morten Nordstrand, 45' Patrick Mtiliga, 83' Pascal Gregor (FCN)

Holdopstillinger (Udskiftninger): 
FCM: 1 Jonas Lössl, 6 Jesper Juelsgård, 7 Jakob Poulsen, 8 Petter Andersson (76' Marco Larsen), 9 Morten 'Duncan' Rasmussen, 20 Francis Dickoh, 26 Patrick Banggaard, 32 Kristian Bach Bak, 36 Rilwan Hassan (67' Eyjolfur Hedinsson), 43 Izunna Uzochukwu (80' Paul Onuachu), 44 Sylvester Igboun.

FCN: 28 David Jensen, 5 Anders Christiansen, 6 Lasse Petry (71' Andreas Maxsø), 7 Nicolai Stokholm, 8 Patrick Mtiliga, 9 Kim Aabech, 11 Morten Nordstrand (80' Mario Ticinovic), 12 Joshua John (88' Oliver Thychosen), 15 Jens Stryger Larsen, 21 Ivan Runje, 27 Pascal Gregor.

Dommer: Peter Rasmussen

Tilskuere: 6.881 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller: Patrick Banggaard

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox