11.03.2014, 12:31 | Af: Administrator

Flot forårsaften på MCH Arena

Mange nye tiltag så dagens lys, da FC Midtjylland skød foråret i gang på hjemmebane med en sejr og imponerende 8164 tilskuere mod SønderjyskE.

I aftes lød forårets første fløjte på MCH Arena. Det var samtidig startskuddet til en række nye initiativer for fans og tilskuere på MCH Arena.

På forhånd var der lanceret tyske tilstande på Unibet Tribunen, hvor der efter fansene ønske er blevet lavet et indhegnet stemningsområde for at skrue endnu mere op for fodboldstemningen.

- Det giver noget mere nerve. Vi står tættere på hinanden, og det hele bliver mere intens. Det er lettere at få sidemand med, og vi signalerer, at det her er et fanområde. Det føles mere hjemmevant, siger Peter Ross, der er formand for Black Wolves.

- Folk tog rigtig godt imod det, og det gav et fedt visuelt udtryk. Folk var opsatte, og Glen kom med en god peptalk i fanloungen inden kampen, hvor han opfordrede folk til at være der fra start, og den opfordring tog fok til sig.

Den gode stemning og atmosfære fra ASA-området, som det indhegnede stemningsafsnit kaldes, spredte sig på et flot besøgt MCH Arena.

- Langsiderne var gode til at lægge tryk på, og det skal de bare fortsætte med og gøre endnu mere, lyder opfordringen for Peter Ross.

Unikke pantkrus som samleobjekt
Af andre nye tiltag kan nævnes ommøblering i foyeren for at gøre oplevelsen for gæsterne endnu bedre og nye pantkrus med unikke FCM- motiver der foruden at spare miljøet for godt 12 tons CO2 om året har vist sig at være noget af et samleobjekt blandt fansene.

- De nye pantkrus er blevet taget rigtig godt imod, og mange valgte at tage dem med hjem. Der var endda flere tilskuere forbi boderne efter kampen for at købe ekstra krus med hjem. Vi oplevede kun positive tilbagemeldinger på de nye krus, siger Lone Neupart, der er billet- og stadionansvarlig.

Sammen med de nye initiativer og ikke mindste en stærk indsats af de mere end 300 frivillige, der til hver hjemmekamp leverer et uundværligt stykke arbejde, var det med til at sikre et historisk højt tilskuertal på knap 8200.

 - Vores frivillige var helt fantastiske. De havde regnet med en typisk mandagskamp, men det blev det langt fra. Det væltede ind med folk. Vores frivillige er dedikerede, og det er fantastisk at mærke. De yder en stor indsats, og vi er dybt afhængige af dem, fortæller Lone Neupart

Sæsonkort til nord og syd
Hun kan berette om travlhed på billetkontoret i dagene op til kampen, og det forstår man godt, når man kigger på tilskuertallet fra præcis et år siden, hvor modstanderen var FC Nordsjælland mandag den 11. marts. Dengang havde 3783 tilskuere fundet vej til MCH Arena.

- Billetsalget var lige som til en FCK-kamp. Det eksploderede og rykkede helt vildt i dagene op kampen, og også på selve kampdagen solgte vi mange billetter.

Men det var ikke kun billetter, der røg over disken. Siden 5-1-sejren over FC København er der solgt mange sæsonkort, hvor der har været interesse helt fra Aalborg i nord til Fredericia og Kolding længere mod syd.

Næste opgave på hjemmebane er lørdag den 22. marts, hvor modstanderen er FC Nordsjælland.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox