24.03.2014, 15:55 | Af: Administrator

Korch tilbage på træningsbanen

Oliver Korch har siddet uden for med en skade i godt tre måneder, men nu er den talentfulde keeper tilbage på træningsbanen.

Vinteren er som regel en sur tid for danske fodboldspillere med udsigten til koldt vejr og meget løb. Men for FC Midtjyllands talentfulde keeper Oliver Korch har vinteren været ekstra sur, og han har med garanti savnet både kulden og den hårde januartræning.

For en brækket knogle i hånden og efterfølgende operation har holdt ham ude i hele opstarten, og først nu er han for alvor på vej tilbage.

- Det går rigtig godt fremad. Knoglen er helet, og jeg træner lidt med, siger Oliver Korch og fortæller til FCM TV, at der stadig er lang vej, inden han igen kan spille kamp.

- Jeg tager det stille og roligt og regner med, at jeg kan spille kamp igen om en måneds tid. Jeg satser på at være 100 procent klar igen efter sommerferien, så jeg kan konkurrere på lige fod med de andre to keepere i truppen.

Den 19-årige keeper lægger i skjul på, at han glæder sig til igen at kunne tørne ud for ulvene.

- Det glæder man sig helt vildt til. Det er fodbold, man brænder og lever for, så jeg glæder mig utrolig meget til, at jeg kan spille igen, siger Oliver Korch til FCM TV.

Se hele indslaget med Oliver KorchFCM TV her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox