16.03.2014, 19:01 | Af: Administrator

Nederlag i Aalborg

Morten 'Duncan' Rasmussen headede bolden på stolpen, men tættere på en udligning kom FC Midtjylland ikke og måtte se sig besejret med 1-0.

Det blev ikke til point i aftenens topkamp på Nordjyske Arena for FC Midtjylland. Selv om midtjyderne pressede på mod slutningen af kampen, hvor Morten 'Duncan' Rasmussen var tætteste på, da han sendte et hovedstød på stolpen, så måtte holdet fra Heden for første gang i 22. superligakampe gå fra banen på udebane uden at have scoret et mål.

Kampens afgørelse faldt i det 29. minut, da Kasper Risgård stod fri i det midtjyske felt og let kunne heade et indlæg fra venstre side i kassen til nordjyske føring.

På det tidspunkt af kampen var det hjemmeholdet, der sad tungest på begivenhederne efter en god midtjysk indledning på opgøret.

Efter pausen pressede FC Midtjylland på for en udligning, og det betød offensive indskiftninger af Sylvester Igboun, Paul Onuachu og Marco Larsen. Det var med til at lægge yderligere pres på hjemmeholdet, men ulvene forblev målløse i aftenens topkamp, og derfor var det hjemmeholdet, som løb med alle tre point.

De mange midtjyske fans gjorde ellers sit for at hente point med hjem til Heden. Kampen igennem var der flot opbakning fra gæsteafsnittet på et velbesøgt Nordjyske Arena.

Næste opgave for FC Midtjylland er hjemmekampen mod Nordsjælland på lørdag den 22. marts klokken 17.00.

AaB - FC Midtjylland 1-0 (1-0)
1-0 Kasper Risgård 29'

Advarsler
Francis Dickoh 25'

Start-11: Start-11: Jonas Lössl, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Francis Dickoh, Jesper Lindorff Juelsgård, Izunna Uzochukwu, Jakob Poulsen, André Rømer (Sylvester Igboun 58'), Rilwan Hassan (Marco Larsen 78'), Pione Sisto (Paul Onuachu 67'), Morten 'Duncan' Rasmussen.

Bænk: Jakob Haugaard, Sonni Nattestad, Frederik Møller, Marco Larsen, Sylvester Igboun, Paul Onuachu, Tim Janssen.

Tilskuere: 11.530

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox