31.03.2014, 17:49 | Af: Administrator

Silkeborg rundbarberet i Reserveligaen

”Jeg kunne forestille mig, det var en svær dag at være Silkeborg, for vores spillere arbejdede som gale.” Sådan lød ordene fra træner Lars Friis ovenpå firemålssejren i Reserveligaen over Silkeborg IF her til aften.

Værterne stillede et stærkt hold til opgøret, der talte navne som Christian Holst, Sune Kiilerich og tilbagevendte Jesper Bech, der spillede sin første kamp siden september sidste år. Det afskrækkede dog ikke ulvene, der spillede en rigtig god kamp.

- Sidst vi mødte Silkeborg, havde vi store problemer med deres 3-5-2 formation. Vi vidste, vi skulle møde et godt hold i dag. Det stillede store krav til mand-mand duellerne, og der blev løbet rigtig mange meter, forklarer Lars Friis.

Trods et par gode forsøg i begge ender forblev første halvleg målløs, men kort efter pausen pustede et føringsmål fra Frank Kristensen ild i gløderne, og så tog tingene fart.

FC Midtjylland var her, der og alle vegne, og blot fem minutter efter dirigerede Santiago Villafane fra baglinjen et indlæg ind i panden på Paul Onuachu, der fordoblede føringen.

To minutter senere tog Santiago Villafane tingene i egne hænder, og kronede en flot solotur med en scoring til 0 – 3. Ulvenes to backs (red. Frederik Møller og Santiago Villafane) var begge storspillende i dagens kamp, og blev sat godt i scene med mange diagonalbolde. Lars Friis havde stor ros til holdets præstation.

- Vi leverer alt fra det fede aggressive FCM-udtryk i dag. Der er masser af bevægelse og løbevillighed. I en kamp hvor alle gør det flot, dirigerer Kolja Afriyie bagfra og stiller krav – det fungerer godt. I den anden ende agerer Frank Kristensen styrmand, assisteret af en flok unge spillere der arbejder sublimt. Det var en flot holdindsats.

Med små ti minutter igen meldte Jonas Gemmer sig ind i målfesten med en flot afslutning fra kanten af feltet. FC Midtjylland havde chancer til mere, men kampen endte 0 – 4. Dermed er de endnu ubesejret og ligger alene i front med ti point i puljen.

FC Midtjylland spiller næste gang i Reserveligaen mandag den 7. april, hvor de ude på Brøndby Stadion står over for Brøndby IF. Kampen fløjtes i gang klokken 14.00.

Kampfakta:

SIF 0 – 4 FCM (0 – 0)

50’ 0 – 1 FCM Frank Kristensen – assist af Pione Sisto

55’ 0 – 2 FCM Paul Onuachu – assist af Santiago Villafane

57’ 0 – 3 FCM Santiago Villafane

83’ 0 – 4 FCM Jonas Gemmer

Opstilling:

Jakob HaugaardFrederik Møller, Sonni Nattestad, Kolja Afriyie (84’ Malte Kiilerich Hansen), Santiago VillafanePione Sisto (80’ Rasmus Nissen), Jonas Gemmer, Mikkel Frankoch (45’ Gloire Rutikanga), Musefiu AshiruFrank Kristensen (80’ David Akintola), Paul Onuachu (70’ Razak Adebayo Odeyemi)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox