22.03.2014, 14:37 | Af: Administrator

U17 vandt i Århus

Duelund nettede to gange i 4-1 sejren over AGF

Ærgrelsen over at have sat point til i forårspremieren mod Vejle, blev lørdag afløst af glæde hos U17-spillerne, der tog til Århus og hentede en overbevisende 4-1 sejr over AGF.

Allerede tidligt i kampens forløb var spilmønsteret tydeligt at se. FCM U17 havde bolden og forsøgte at spille sig igennem AGF-defensiven, mens værterne stod dybt og lurede på omstillingsmulighederne.

I de første tyve minutter resulterede det i to store muligheder til Jákup Thomsen, men også en giftig kontrachance til århusianerne.

Efter en halv time tilkæmpede FCM U17 sig et frispark på hjemmeholdets banehalvdel, og tog Mikkel Duelund (billedet) sig godt af. Den offensive midtbanespiller slog bolden lige ind i pandebrasken på Rasmus Nicolaisen, der flot headede Ulvene i front.

Det var præcis den udvikling man på forhånd havde kunnet håbe på - målet åbnede kampen samtidig med at FCM beholdt overvægten i spil og chancer.

Der skulle dog gå ti minutter af anden halvleg før føringen blev udbygget, men målet var til gengæld også ventetiden værd. Mikkel Duelund driblede sig ene mand uden om to-tre AGF-spillere inden han stille og roligt sparkede bolden ind til højre for målmanden. En sublim soloaktion af "Due".

Ti minutter senere fik AGF dog genskabt spændingen i kampen, og det med simple midler. Et hjørnespark blev lagt ind i feltet, hvor en AGF'er ugeneret kunne heade reduceringen ind. Hverken Oliver Ottesen eller de to midterforsvarere spillede i situationen op til deres vante niveau.

Værternes forhåbninger om at få vendt kampen holdt dog kun i den tid, det tog sekundviseren at tage to omdrejninger på uret. Så genetablerede Alexander Nicolaisen tomålsføringen, da han sparkede returbolden i nettet, efter en afslutning fra Simon Sterring. Målet faldt efter en glimrende angrebsopbygning hos Ulvene.

Målet afgjorde reelt kampen, men der var tid til en enkelt FCM-scoring mere. Denne gang faldt målet efter en hurtigt eksekveret omstilling, hvor Mikkel Duelund havde sidste fod på bolden.

En tilfreds Svend Graversen glædede sig over den generelle indsats, og især de gode takter i det fremadrettede spil, men kunne også finde plads til forbedring:

- Vi giver lidt for mange chancer væk i dag. AGF bliver ved flere lejligheder farlige på deres omstillinger, og 1-2 målet er sådan et, vi simpelthen ikke bør lukke ind, fortalte Graversen i rusk og regn på AGF's anlæg i Fredensvang.

FCM U17 skal i ilden igen i den kommende weekend. Hjemme på Wunderelf Arena tager Ulvene imod FC Nordsjælland - der er kampstart lørdag d. 29/3 kl. 13.00. Se stilling og øvrige resultater fra U17 Ligaen her.

AGF U17 - FC Midtjylland U17 1-4 (0-1) 
30' 0-1 Rasmus Nicolaisen (assist Mikkel Duelund)
50' 0-2 Mikkel Duelund (uassisteret)
60' 1-2 AGF
62' 1-3 Alexander Nicolajsen (assist Simon Sterring)
70' 1-4 Mikkel Duelund (assist Gloire Rutikanga)

Opstilling FCM U17: Oliver Ottesen - Anders Hagelskjær, Rasmus Nicolaisen, Alexander Munksgaard, Malte Jürgensen - Gloire Rutikanga, Alexander Nicolajsen (63' Mads Olsen), Mikkel Duelund - Mikael Anderson (60' Mads Friis), Simon Sterring, Jákup Thomsen (60' Christian Kold Jensen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox