22.03.2014, 16:41 | Af: Administrator

U19 stod for presset

Klassepræstation af Rasmus Bach i målet, og ny Razak-scoring i 1-0 sejren over AGF

U19-holdet tog lørdag eftermiddag revanche for sidste weekends 1-2 nederlag til Vejle, da man stred sig til tre point på AGF's baner i Fredensvang.

I forhold til normalt stillede Ulvene op i en lidt anderledes opstilling. Jonas Gemmer havde spillet fuld tid, da U19 landsholdet i torsdags spillede mod Montenegro, og startede derfor på bænken.

I stedet var det Samuel der spillede ved siden af Mikkel Frankoch på sekser-positionerne, og offensivspilleren leverede en fin indsats på den uvante position.

Kampen startede jævnbyrdigt, men i det sidste kvarter af første halvleg overtog AGF teten, godt hjulpet på vej af nogle gedigne FCM-opspilsfejl . Det gav et par rigtig store chancer, både i form af giftige omstillinger og et par farlige standardsituationer.

I FCM-målet var Rasmus Bach dog en sikker sidste skanse, og med et par gode redninger kunne holdkammeraterne takke ham for, at der fortsat stod 0-0 ved pausen.

I anden halvleg kom Ulvene betydeligt bedre med, og chancerne var nu ligeligt fordelt mellem holdene. Efter 60 minutter blev FCM U19 tilkendt et frispark på kanten af feltet. Det efterfølgende skud fra Mikkel Frankoch ramte en AGF-spiller i muren, og inden værterne kunne nå at reagere, sparkede Razak den løse bold i nettet.

I minutterne efter havde Ulvene chancerne til at lukke opgøret, men Rasmus Bach måtte også tage fra imellem FCM-stængerne. Den tidligere KLG- og Herning Fremad-spiller var kampens bedste FCM'er, og blev belønnet med et clean-sheet, da han sammen med holdkammeraterne afviste værternes afsluttende tryk.

Kenneth Andersen glædede sig over præstationen, og havde - udover lovord for Bachs indsats - også roser til højrebacken Rasmus Nissen og midterforsvareren Kristian Dirks Riis:

- NK vinder sine direkte dueller med AGF's kantspiller, og er god på bolden. Han spiller nogle fine bolde op fra vores forsvarszone. Riis tager slagsmålene med AGF's fysiske stærke spillere, godt hjulpet af Malte.

- AGF stillede med adskillige fysiske stærke spillere fra årgang 95, blandt andet Marcus Solberg fra Superligatruppen. Derfor var det godt at se, at vores 97'ere kunne stå for presset, med god støtte af deres holdkammerater, lød det fra Andersen, der samtidig anerkendte, at hans mandskab havde haft det held, man havde savnet i Vejle-kampen.

FCM U19 spiller igen på lørdag, 29/3, hvor FC Nordsjælland gæster Wunderelf Arena i Ikast. Der er kampstart kl. 15.00. Se stillingen og de øvrige resultater fra U19 Ligaen her.

AGF U19 - FC Midtjylland U19 0-1 (0-0)
60' 0-1 Razak Adebayo Odeyemi

Opstilling FCM U19: Rasmus Bach - Rasmus Nissen, Kristian Dirks Riis, Malte Kiilerich Hansen, Jeppe Solgaard - Mikkel Frankoch, Olajide Samuel Owolabi (82' Mikkel Adamsen), Sigurd Schøndorf (55' Jonas Gemmer) - David Akintola, Ramjavakar Yogathas (80' Anders Lund), Razak Adebayo Odeyemi
 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox