02.04.2014, 08:46 | Af: Administrator

FC Midtjylland støtter Kræftens Bekæmpelses landsindsamling

Når Kræftens Bekæmpelse på søndag holder landsindsamling, vil FC Midtjylland via CSR-initiativet The Locals være med til at sætte fokus på indsamlingen ved at donere returpanten fra lørdagens topbrag mod AaB.

Hvert år deltager mere end 30.000 frivillige i landsindsamlingen for Kræftens Bekæmpelse. Det engagement vil FC Midtjylland gerne belønne. Derfor har klubben valgt at donere returpanten fra lørdagens topbrag mod AaB til Kræftens Bekæmpelse. 

- Vi vil gerne være med til at sætte fokus på det flotte stykke arbejde, som de mange tusinde frivillige udfører til gavn for Kræftens Bekæmpelse i vores region, siger Søren Märcher, der er Brand Manager i FC Midtjylland.

I foråret lancerede FC Midtjylland et nyt, miljøvenligt pantkrussystem, der sparer miljøet for 12,4 tons CO2 om året (læs mere om pantsystemet her) Men de nye pantkrus giver også publikum mulighed for at donere deres pant til et godt formål, hvilket altså nu kommer Kræftens Bekæmpelse til gode.

I løbet af søndagen vil der blive banket på alle døre i hele regionen, og erfaringen viser, at der kun bliver åbnet i omkring halvdelen af tilfældene. 

- Det vil vi gerne være med til at ændre på. Derfor har vi åbnet vores døre for Kræftens Bekæmpelse, og så vi håber selvfølgelig, at andre vil gøre det samme, siger Søren Märcher.

FC Midtjyllands pantsystem indebærer at publikum lægger 10 kroner i pant for krusset, når de køber drikkevarer på. Efterfølgende kan de få panten retur ved at aflevere deres pantkrus, men de kan også vælge at donere panten til Kræftens Bekæmpelse ved at smide pantkrusset i de særligt opstillede pantcontainer.

- Vi håber, at mange tilskuere på MCH Arena vil støtte det gode formål på lørdag ved at donere deres pant, hvor hele det donerede beløb går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse, siger Søren Märcher.

Fakta om Kræftens Bekæmpelse og landsindsamlingen:

- Søndag den 6. april holder Kræftens Bekæmpelse landsindsamling for at styrke kampen mod kræft, hvor mere end 30.000 frivillige vil stemme dørklokker landet over.

- Er man ikke hjemme på indsamlingsdagen, er det muligt at støtte landsindsamlingen via SMS og på indsamling.dk. Læs mere på www.indsamling.dk

- Kræftens Bekæmpelse står for omkring halvdelen af den ikke-kommercielle kræftforskning i Danmark. Foreningen forsker for cirka 250 millioner om året.

- For hver 100 kroner, der samles ind til landsindsamlingen, går de 51 til forskning, 24 til patientstøttearbejde og 19 kroner til oplysning og forebyggelse. De sidste 6 kroner går til administration

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox