05.04.2014, 19:21 | Af: Administrator

FCM-svensker med tilskuerros

Petter Andersson nød at spille for fuld arena mod AaB. Tilskuernes støtte giver holdet mere energi på banen.

For første gang i sæsonen kunne FC Midtjylland melde udsolgt, da topbraget mellem nummer ét og nummer to, FCM og AaB, skulle stå på MCH Arena i Herning. 11.535 tilskuere var mødt op.

Selv bagude 1-2 var der opbakning og taktfaste klapsalver ned mod ulvene. En opbakning, der drev dem frem til udligningen til 2-2. Manden bag udligningen, svenske Petter Andersson, nød at mærke stemningen på det fyldte stadion.

- Det er sådan, det skal være. Jeg synes, vi har manglet det lidt her på MCH Arena, mens vi har ligget nummer ét. Der har ikke været fuldt hus, som der var i dag, men når nu der er fuldt hus, så giver det bare så meget til os spillere på banen. Man får bare så meget mere energi, og sådan håber jeg, det også bliver i næste kamp, lyder det fra Petter Andersson.

Målet til 2-2 rakte dog ikke til point. Jagtende sejrsmålet blev FCM'erne straffet af AaB, der scorede til 2-3 på en omstilling.

Se hele klippet med Petter Andersson - KLIK HER

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox