01.04.2014, 06:06 | Af: Administrator

MCH Arena får lyngfarvet kunstgræs

Til sommer får FC Midtjyllands hjemmebane en ny kunstgræsplæne, der skal give endnu bedre mulighed for flydende pasningsspil på MCH Arena.

FC Midtjylland har aldrig været bange for at gå forrest og træde nye, og til tider provokerende, veje. Derfor skifter ulvenes hjemmebane til kunstgræs, der betragtes som fremtidens fodboldunderlag.
 
- Vi holder os altid opdateret på nye tendenser indenfor sportens verden. Her er vi blevet opmærksomme på udviklingen af kunstgræs, som vi tror på, bliver fremtiden i professionel fodbold.  Desuden er almindeligt græs alligevel ved at være forældet. Nu har man spillet på græs i hundrede år, så vi tænkte, at der skal ske noget nyt, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.
 
Et væsentligt argument i skiftet til kunstgræs er, at Boxen i Herning på det seneste har udtrykt ønske om at få flere parkeringspladser til rådighed, hvis man fortsat skal konkurrere om få internationale begivenheder til Herning.
 
- Vi bliver simpelthen nødt til at have flere parkeringspladser til arrangementerne i Boxen og den udfordring vil vi gerne være med til at løse. Kunstgræs er langt mere hårdført. Det kan sagtens tåle at fungere som parkeringsplads, når vi ikke spiller kamp. Vi bruger jo faktisk kun plænen 20-25 gange om året, så resten af årets 365 dage kan banen jo lige så godt tjene et formål, siger Claus Steinlein.
 
Det nye kunstgræs bliver lyngfarvet, da klubben har fået dispensation fra Divisionsforening til at farve kunstgræsset i Hedens farve.
 
- Almindeligt græs er så belastende og begrænsende, men med kunstgræs får vi langt større frihed til at gøre MCH Arena helt unik. At vi nu kan få lyngfarvet græs er jo kun et ekstra plus, siger Claus Steinlein, der ser frem til at MCH Arena bliver langt mere funktionelt i fremtiden.

ps:...aprilsnar!

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox