18.04.2014, 19:55 | Af: Administrator

Midtjyske påskesejr i Aarhus

Med to scoringer var Petter Andersson kampens store oplevelse i 4-0-sejren over AGF. Dermed fik ulvene en god optakt til mandagens derby mod Viborg FF.

FC Midtjylland kom tilbage på sejrssporet, da det her til aften blev til hele 4-0 på udebane mod AGF. Petter Andersson åbnede målfesten, da han efter 26 minutter helflugtede et perfekt indlæg fra Kristian Bach Bak i mål.

De to var også bagmændene bag ulvenes anden scoringer. Endnu engang leverede FCM-kaptajnen bolden med millimeterpræcision, og så kunne Petter Andersson bagerst i feltet endnu engang sætte indersiden på og lægge den i det lange hjørne.

FC MIDTJYLLAND - VIBORG FF MANDAG D. 21/4 KL. 15.00 - KØB BILLETTER HER >>

Inden spillerne kunne smutte i omklædningsrummet og nyde pauseteen, var det tæt på, at hjemmeholdet fik reduceret. En for kort tilbagelægning af Jesper Juelsgård blev opsnappet af Jesper Lange, men Jonas Lössl var vågen og indstillet på at holde buret rent. Og med et par gode redninger i anden halvleg kunne FCM-keeperen sætte flueben ved endnu et clean sheet i sæsonen.

Forinden havde Morten 'Duncan' Rasmussen, som kampen igennem gik fint med i opspillet, været tæt på at sende sin 13. superligascoring i mål, da Baks højre fod endnu engang servede et godt indlæg, men AGF-keeper Emil Ousager kom godt ned til afslutningen.

Samme Duncan åbnede anden halvleg med en god mulighed, men endnu engang var AGF-keeperen på plads. Han kunne til gengæld ikke gøre noget, da Sylvester Igboun sendte et fladt indlæg lige i fødderne på indskiftede Pione Sisto, som nu har scoret i begge kampene i Aarhus i denne sæson.

Kort inden slutfløjt fik også André Rømer puttet ind bold i kassen. De midtjyske spillere stod nærmest i kø for at få lov til at sende en afslutning af sted i AGF'ernes felt, men det blev altså indskiftede Rømer, som sikkert sendte den ind til 4-0.

Dermed fik ulvene en perfekt optakt til mandagens derby mod Viborg på hjemmebane. Den kamp har kick-off klokken 15.00, men allerede 13.45 åbner Royal BierGarten, hvor man kan varme op med live-musik, kolde fadøl og lune ulvepølser.

AGF  - FC Midtjylland 0-4 (0-2)
0-1 Petter Andersson 26'
0-2 Petter Andersson 35'
0-3 Pione Sisto 76'
0-4 André Rømer 87'

Advarsler
7' Anders Kure, AGF
28' Rilwan Hassan, FCM

Start-11: Jonas Lössl, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Francis Dickoh, Jesper Lindorff Juelsgård, Jakob Poulsen (André Rømer 85'),  Petter Andersson, Marco Larsen, Rilwan Hassan (Pione Sisto 67'), Sylvester Igboun, Morten 'Duncan' Rasmussen (Tim Janssen 71').

Bænk: Jakob Haugaard, Kolja Afriyie, Frederik Møller, André Rømer, Pione Sisto, Tim Janssen, Paul Onuachu.

Tilskuere: 5.932

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox