28.04.2014, 19:32 | Af: Administrator

Pointdeling mod Esbjerg

Der var chancer til begge mandskaber, men ind ville bolden ikke, og så sluttede det målløs i Esbjerg.

Det blev en nullert i aftenens opgør mod Esbjerg, men det betød ikke, at de over 10.000 tilskuere, der var vidner til opgøret på Blue Water Arena, kedede sig.

For der var chancer i begge ender af banen, og efter små 20 minutter var det tæt på, at de midtjyske gæster havde bragt sig foran. Rilwan Hassan fik lavet en god vendning og lagde en perfekt stikning til Morten 'Duncan' Rasmussen, som bragte ham alene med Esbjerg-keeperen, men FCM-topscoreren fik sendt sin afslutning forbi den fjerneste stolpe.

Knap fem minutter senere var det Esbjerg, der kom til en stor hovedstødschance efter et hjørnespark, men heller ikke for hjemmeholdet lykkedes det at putte bolden i kassen.

Der var optræk til flere chancer i de første 45, men de forblev målløse.

Det kæmpede begge mandskaber for at ændre på i anden halvleg, og det var Francis Dickoh tæt på at gøre, da Jesper Juelsgård sendte et hjørnespark lige i panden af den højtsvævende forsvarsspiller, men sigtekornet var indstillet lige forbi mål.

I den anden ende kom hjemmeholdet også til et par muligheder, men Jonas Lössl var kampen igennem en sikker sidste skanse for midtjyderne, der var anden gang i de seneste tre kampe leverede et clean sheet.

I slutminutterne sendte Riddersholm og co. høje Paul Onuachu på banen som et tydeligt tegn på, at midtjyderne jagtede alle tre point, men det var i stedet indskiftede Pione Sisto, som var tæt på at sikre alle tre point til Heden, da han i kampens overtid pludselig stod alene med Martin Dubravka, men Esbjerg-keeperen reddede i den situation det ene point for sit hold.

Næste opgave for FC Midtjylland er søndagens hjemmekamp mod FC Vestsjælland. Det opgør har kick-off klokken 17.00. 

Esbjerg fB - FC Midtjylland 0-0 (0-0)

Advarsler
44' Michael Jakobsen, EfB
90' Jeppe Andersen, EfB

Start-11: Jonas Lössl, Kristian Bach Bak, Patrick Banggaard, Francis Dickoh, Jesper Lindorff Juelsgård, Jakob PoulsenPetter Andersson, Marco Larsen (Tim Janssen 80'), Rilwan Hassan (Pione Sisto 63'), Sylvester Igboun, Morten 'Duncan' Rasmussen.

Bænk: Jakob Haugaard, Sonni Nattestad, Frederik Møller, André Rømer, Pione Sisto, Tim Janssen, Paul Onuachu

Tilskuere: 10.320

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox