10.04.2014, 11:08 | Af: Administrator

Støt stemningen på stadion

Det er passion og kærlighed til klubben, der får frivillige til at bruge hundredvis af timer hver sæson på at lave tifoer. Til lørdagens hjemmekamp mod OB samler de ind til arbejdet. Læs mere om tifo-arbejdet og behovet for økonomisk støtte.

I løbet af sæsonen er FC Midtjyllands spillere blevet budt velkommen af flotte, visuelle koreografier på tribunerne, når de har entreret hjemmebanegræsset på MCH Arena. Tifoer, som de hedder, varer højeste nogle minutter, men koster mange penge og tager adskillelige frivillige arbejdstimer.

Til den seneste tifo mod AaB brugte man 560 meter plastik, der blev tapet med 500 meter tape for at dække Unibet Tribunen. Og så blev der lagt rigtig mange frivillige arbejdstimer i projektet. Alene ulven, der tonede frem på tribunen, tog to dage at lave for tifo-gruppen. 

Alt i alt lagde medlemmerne i tifo-gruppen, hvad der svarer til to fulde arbejdsuger i at lave tifoen mod AaB. Det kan virke overvældende, men for folkene i Midtjylland Tifo er det et spørgsmål om kærlighed til FC Midtjylland.

- For os handler det kort sagt om passion og kærlighed til klubben, og kærlighed til den fankultur, der stammer fra Italien og tifosi-stilen, som vi er meget optaget af og gerne vil bringe til Danmark, siger Rasmus Looft, der er aktiv i Midtjylland Tifo.

I FC Midtjylland laves tifoerne af Midtjylland Tifo. En arbejdsgruppe, der består af ti frivillige fra fangrupperne Black Wolves og Ultras Midtjylland. Gruppens medlemmer bruger store dele af deres fritid på tifo-arbejdet, men der er brug for økonomisk støtte, for at tifoerne kan føres ud i levet. 

Derfor holder gruppen indsamling til lørdagens hjemmekamp mod OB, hvor de håber, at deres medfans vil bidrage økonomisk til tifo-arbejdet.

- Det betyder rigtig meget, at vores medfans vil bidrage økonomisk. Hvis ikke vi har de her indsamlinger, så har vi slet ikke råd til at lave den her fantastiske stemning. En tifo koster mellem 5.000-20.000 kroner, så de er langt fra billige, og derfor er vi også afhængige af økonomisk støtte, fortæller Rasmus Looft.

Seneste eksempel på Midtjylland Tifos arbejde var i lørdagens kamp mod AaB, hvor hele Unibet Tribunen var overdækket i rød og sorte striber til spillerindløbet, men hvor lang tid tager det at lave sådan en tifo?

- Åh. Det tager mange, mange timer. Jeg har faktisk svært at sætte præcise tal på det, fortæller Rasmus Looft.

- Når du laver tifo, så starter det hele med en idéfase før fodboldsæsonen går i gang. Her starter vi med en planlægningsfase, hvor vi fastlægger til hvilke kampe, der skal laves tifo, og så brainstormer vi på, hvordan tifoerne skal se ud. Den fase tager rigtig lang tid, fortæller Rasmus Looft. 

Efter at tifo-gruppen har besluttet indholdet af tifoerne, går selve arbejdet i gang. Der skal bestilles materialer, som stof, træ, plastik og maling, og det er ikke småting, der skal bruges til en tifo. 

- En tifo kan være en masse forskellige ting – og det er kun fantasien, der sætter grænser. Det kan være alt fra flag, banner, rullebanner, creperuller eller konfetti. For os handler tifos om at skabe en fantastisk atmosfære, forklarer Rasmus Looft. 

Sådan støtter du Midtjylland Tifo

Du kan donere kontanter til indsamlerne rundt omkring på stadion eller donere din returpant i pantcontainerne under tribunerne på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox