11.04.2014, 06:24 | Af: Administrator

Talenterne møder (også) OB

Der er dækket op til en veritabel tre-retters fodboldmenu i det midtjyske, når OB lørdag krydser klinger med FCM

Først på menukortet står FCM U17. De yngste akademispillere måtte notere sig et tilbageslag i guldkampen, da man onsdag løb ind i et 1-0 nederlag i Randers. Med kun seks runder tilbage, skal der derfor meget gerne sættes tre point ind på bankbogen på lørdag, når OB gæster Ikast.

Det bliver dog ikke nogen let opgave, for OB er rækkens mest formstærke hold, og dukker op med den selvtillid, der kommer af at have vundet de sidste seks kampe.

- Opgøret mod OB bliver vores tredje kamp på otte dage, og det er naturligvis hårdt rent fysisk. Det bliver dog i lige så høj grad en mental udfordring, for vi skal tilbage på hesten efter to kampe uden sejr, fortæller Svend Graversen.

- Alle spillerne på Akademiet vil gerne gå hele vejen, og blive fuldtidsprofessionelle, og så skal man også kunne håndtere de fysiske og mentale krav, det stiller. Så det er også en mulighed for at vise, hvad vi er gjort af.

Det intensive kampprogram har sat sine spor i FCM-truppen, hvor to gange Mads – Vang og Olsen – og Sebastian Hairing Lodahl er ude med overbelastningsskader.

I det hele taget er FCM ramt på midtbanepladserne, for kantspilleren Erik Braun pådrog sig en forstrækning i baglåret under kampen i Randers, og bliver heller ikke klar.

En anden spiller der heller ikke kommer til at optræde på FCM-holdkortet er Martin Høgstad. Der er dog alligevel en god chance for, at han kommer på banen på lørdag. Kantspilleren skiftede for en måned siden til OB, og står altså nu over for at møde sine tidligere FCM-kammerater.

FCM U17 kan stille med en karantænefri trup, mens OB må undvære forsvarsspilleren Simon Juul på den konto. Der er kampstart kl. 12.00 på Wunderelf Arena i Ikast.

U19: Gentagelse af sæsonens bedste kamp?

U17-spillerne giver efter kampen depechen videre til U19 holdet, der skal forsøge at hente yderligere point til den tilspidsede topstrid i U19 Ligaen.

Esbjerg har skilt sig en smule ud i toppen, men ikke nok til at kunne føle sig sikre. Nedenunder er der en hel stribe forfølgere – heriblandt FCM, der i første omgang kan sigte efter tredjepladsen, der pt. indtages af AaB, et point foran Ulvene.

Skal drømmen om medaljer realiseres, kræver det dog en stabil pointhøst i de kommende kampe. Hidtil har FCM U19 været bedst kørende på fremmed græs i foråret, hvor det er blevet til to sejre, mens det har knebet lidt mere i egen hule, hvor to kampe er blevet tabt.

Fire kampe er dog ikke ligefrem noget stort statistisk grundlag, og cheftræner Kenneth Andersen (der i øvrigt selv stammer fra Fyn), tror der er en velspillet og intens kamp i vente:

- Vores første møde med OB i denne sæson, var også den kamp, der blev spillet på det hidtil højeste niveau. På alle parametre – teknisk, fysisk, taktisk og mentalt – var det den af vores kampe, der har mindet mest om en Superligakamp, fortæller Andersen, og tilføjer, at han også gerne ser resultatet fra dengang kopieret – FCM U19 vandt kampen i Ådalen med 2-1.

FCM-truppen må dog løse opgaven uden Rasmus ”NK” Nissen og Samuel, der afsoner karantæne. Situationen er dog ikke anderledes end i sidste weekends kamp mod Lyngby, hvor det var David og Kristian Dirks Riis, der sad i straffeboksen.

U19-kampen spilles kl.14.00 på Wunderelf Arena i Ikast.

Og den tredje og sidste kamp mod OB? Det er naturligvis Superligaholdets, med kampstart kl. 17 på MCH Arena.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox