30.04.2014, 20:57 | Af: Administrator

U17: Brasilianerne løb med guldet i Italien

FC Midtjylland gav brasilianske Coritiba F.C. kamp til stregen i aftenens finale i Trofeo Nereo Rocco, men sydamerikanerne snuppede guldet kort før tid.

Finalemodstanderne fra Coritiba F.C. er klubben hvor velkendte internationale navne som Dida, Liedson, Rafinha og Alex alle har haft deres fodboldopvækst. Der er tale om en traditionsklub med et godt internationalt ry, men det lod de unge ulve sig ikke skræmme af i aftenens  kamp.

Det blev ganske som forventet en U17-finale fra øverste internationale hylde. Trods skyet vejr var der rigt liv på tribunen hvor tilskuertallet sneg sig op omkring de 1.000. Begge hold var trætte efter mange kampe, men det kom ikke til udtryk før slutfløjtet, for kampen var højintens i samtlige spilleminutter.

Midtjyderne startede godt, men efterhånden som første halvleg skred frem, overtog sydamerikanerne taktstokken. Alligevel var det FC Midtjylland, der tilspillede sig de største muligheder inden pausen. Uheldigvis stod de selv i vejen for den største af dem, da en afslutning blev pareret af en midtjysk ryg på Cortibas målstreg.

Fra anden halvlegs start forsøgte ulvene uden held at fastholde bolden, og var dermed nødsaget til at satse mere på omstillinger. Efter et kvarters spil bragte brasilianerne sig i front, da de med et hurtigt opspil centralt fandt plads i rummet bag den danske bagkæde.

- Det er et godt mål til 1-0, men vi holder ikke vores interne aftale om at falde tilbage med bagkæden, og det giver Cortiba pladsen. Vi indleder derefter et lidt tungere pres, og kort tid efter sender Rasmus Nissen en bold ind i feltet, som Mikkel Duelund får en tå på og scorer. Det ændrer kampen gevaldigt de efterfølgende minutter, forklarer cheftræner Svend Graversen.

De næste ti minutter stod der Midtjylland på det hele, og de producerede store chancer. Største chance tilfaldt Mikael Anderson, der på en aflevering skråt tilbage i feltet fik afsluttet, men uden succes. Kort efter lykkedes det dog ulvene at score. Det var ingen andre end Mikkel Duelund, der med venstre vrist sendte et missil op i sydamerikanernes målhjørne. Til midtjydernes uheld blev målet underkendt for en tvivlsom offside.

- Mikkel Duelund scorer formentlig turneringens bedste mål i dag, men linjedommeren vinker ham i en smal offside. Få minutter efter får vi ikke lavet et frispark i en af Cortibas omstillinger, og mens vi er fanget på lidt forkerte positioner, laver modstanderens kantspiller lidt hurtige driblinger og sparker den flot ind, lyder det fra en ærgerlig Svend Graversen.

FC Midtjylland forsøgte at øge presset i slutminutterne, men uden held. Det italienske eventyr var nået til ende, og det blev trods skuffelsen afsluttet med en imponerende sølvmedalje. Svend Graversen evaluerer.

- Vi er enormt positive over vores tilgang til finalen, men naturligvis også sindssygt skuffet over, at udfaldet blev, som det gjorde. Vi havde chancerne, men kendte ikke vores besøgstid. Hele holdet har leveret på et fantastisk højt niveau, og det har også været medvirkende til, at Mikkel Duelund har fået pladsen til at sprudle.

- Når vi er kommet os over skuffelsen, har vi en række præstationer vi kan være umådeligt stolte af. Vi er det første europæiske finalehold i mange år, da turneringen længe har været domineret af de sydamerikanske akademier, hvilket vi modtog stor ros for af turneringens ledelse. Derudover er vi det hold, der har scoret flest mål i turneringen og Mikkel Duelund blev kåret som både topscorer og turneringens spiller.

Opstilling:

Oliver OttesenAlexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Rasmus Nicolaisen, Anders HagelskjærAlexander Nicolajsen, Malte Jürgensen (40’ Gloire Rutikanga), Mikkel DuelundRasmus Nissen, Erik Braun (55’ Mikael Anderson) – Simon Sterring

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox