25.04.2014, 19:48 | Af: Administrator

U17 delte med Mourinhos akademi

Med 0-0 mod Etolie Lusitana fik ulvene godkendt start på Trofeo Nereo Rocco, selvom et brændt straffe gav ærgrelse

Kampen mod senegaleserne blev desværre afviklet i regnvejr på en ujævn og knoldet bane, der ikke var de to mandskaber værdig. De høje og fysisk stærke Etoile-spillere var hurtigst til at indstille sig efter forholdene, og fik sat FCM U17 under tryk i kampens indledning.

Det hjalp heller ikke ligefrem at Gloire måtte udgå efter blot ti minutter med et slag. Mere uheld for balancespilleren, der i sidste uge helt fejlagtigt blev udvist efter selv at være blevet sparket ned under U18-turneringen i Bellinzona. Nikolaj Kirk afløste ham.

Gradvist fik Ulvene dog bedre greb om kampen, og mod slutningen af første halvleg blev det også til et par gode muligheder, først ved et hovedstød fra Rasmus Nicolaisen efter et hjørnespark, og siden i form af en giftig Duelund-afslutning.

FCM U17 fortsatte styringen i de sidste 30 minutter, omend det blev en urolig kamp mod de lynhurtige afrikanere, der dog i det store hele blev holdt væk fra chancer. FCM U17 fik en hel stribe standardsituationer, men havde svært ved at udnytte det mod de hærdebrede modstandere.

Ti minutter efter pausen fik Ulvene imidlertid en gylden mulighed for at komme i front. Dommeren fløjtede for at en Etoile-spiller havde hånd på bolden i feltet efter et FCM-frispark, selvom det umiddelbart så ud til at forseelsen blev begået lige udenfor. Desværre nuppede den senegalesiske keeper Kristian Dirks Riis' straffespark.

Med udløbet af den ordinære spilletid fik Ulvene en gigantisk omstillingschance. Desværre tøvede Duelund en brøkdel for længe med at slippe afleveringen til Sterring, der i stedet blev trukket offside, og så måtte FCM-truppen tage til takke med 0-0.

- Etoile er et supergodt hold, og det kunne have været sjovt at møde dem på et ordentligt underlag. Havde du spurgt mig i morges, ville vi have været tilfredse med en uafgjort, men det var en kamp, vi kontrollerede, og derfor kan vi godt ærgre os lidt over, at det ikke blev til tre point, fortalte Svend Graversen fra Italien.

FCM U17 spiller allerede igen i morgen, lørdag kl. 18.00, hvor man møder Napoli, en kamp der på ny afvikles på banen i Torreano. UPDATE LØRDAG: Kampen er blevet flyttet, og afvikles i stedet kl. 15.00 på Campo Communale i byen Villesse.

FC Midtjylland U17 - Etoile Lusitana U17 (SEN) 0-0 (0-0)

Opstilling: Oliver Ottesen - Alexander Munksgaard, Kristian Dirks Riis, Rasmus Nicolaisen, Anders Hagelskjær - Gloire Rutikanga (10' Nikolaj Kirk), Alexander Nicolajsen, Mikkel Duelund - Rasmus Nissen, Simon Sterring, Erik Braun (50' Jákup Thomsen)

På bænken: Jakob Frilund (gk), Malte Jürgensen, Christian Kold Jensen, Mikael Anderson, Mads Friis

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox