29.04.2014, 21:06 | Af: Administrator

U17 er finaleklar

FC Midtjylland U17 fortsatte her til aften deres flotte internationale præstation i Italien, hvor de med en sejr over Røde Stjerne spillede sig i finalen ved Trofeo Nereo Rocco.

Ulvene har endnu ikke stillet sulten i Norditalien, og fra start satte de sig tungt på aftenens opgør mod F.C. Stella Rossa fra Beograd. Efter et kvarters spil gav dominansen afkast i en flot scoring af Kristian Dirks Riis, der på en standardsituation var trukket med frem i feltet.

Cheftræner Svend Graversen var meget imponeret af sit mandskab.

- Igen i dag leverer drengene en fantastisk præstation. Vi er serberne teknisk overlegne, i 50 af de 60 minutter kampen varer. Det er først de sidste ti minutter, vi taber kontrollen, og overtiden ender også i ren overlevelse. Men det er en fuldt ud fortjent sejr og en vildt flot indsats.

Ti minutter inde i anden fordoblede den storspillende Mikkel Duelund den midtjyske føring efter et angreb med en række gode kombinationer. Det lykkedes Røde Stjerne at reducere et kvarter før tid, men trods et tungt serbisk pres i slutminutterne stod den danske finaleplads ikke til at ændre.

- Det er kæmpe stort, vi er nået så langt i så stor en turnering med mange af de bedste akademier på verdensplan. Vi i trænerstaben er stolte af drengene, og det samme er klubben. Det er et stærkt signal på den internationale scene, siger Svend Graversen og slutter.

- Fodbold er også følelser, og skal man have afløb for de helt store, så skal man vinde en finale. Det går vi benhårdt efter i morgen. Vi er trætte, men vi skal nok mobilisere tropperne, og kæmpe alt hvad vi har lært. Kampen sendes live på italiensk TV, og vi glæder os helt vanvittigt.

FC Midtjylland U17 møder i finalen brasilianske Coritiba F.C.  Kampen fløjtes i gang klokken 18.00. Turneringsplan og vejen til finalen kan ses på linket HER.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox