22.05.2014, 11:20 | Af: Administrator

Årets spiller og årets fund hædret

Jonas Lössl løb med titlen som årets spiller, mens Patrick Banggaard, der ikke kunne deltage i arrangementet, da han var af sted med U21-landsholdet, blev årets fund.

En stærk defensiv er en vigtig ingrediens i opskriften på succes i fodbold, og sådan en har FC Midtjylland haft i år. Gennem sæsonen har ulvene haft den bedste defensiv, og i forhold til året før lukkede holdet ni mål færre ind i år.

Og den stærke defensiv har da også smittet af på valget af årets spiller og årets fund. Årets spiller blev nemlig Jonas Lössl, som i denne sæson har leveret hele ti clean sheets.

- Jeg er helt sindssygt stolt over det. At få den her pris på et hold, som har spillet så godt hele året, er jeg virkelig stolt over, siger Jonas Lössl.

Målmanden var den første spiller, som fik kontrakt på Akademiet i 2004, og siden har 25-årige Lössl udviklet sig til en profil i Superligaen og har i flere omgang været inde omkring landsholdet.

- Det er en drøm for mig at blive årets spiller. Den første drøm, da jeg kom til FC Midtjyllanc, var at komme på superligaholdet, og det nåede jeg, så at blive kåret til årets spiller er bare fantastisk, siger keeperen, der er hurtig til at sende cadeauen videre til sine holdkammerater og trænere.

- Jeg er på et hold med fantastiske spillere, og der har stået et stærkt forsvar foran mig. Vi har fået nogle aftaler på plads og haft øget fokus på det. Jeg var ikke blevet til årets spiller, hvis ikke vi havde spillet godt forsvarsspil og lukket så få mål ind. Så de skal tilskrives en stor del af det, siger Jonas Lössl, der også sender et tak til sine målmandstrænere, holdets mentale coach og ikke mindst hans "fagforening", som holdets tre målmænd kalder deres målmandsteam.

Cheftræner Glen Riddersholm lagde i sin tale vægt på den udvikling, som Jonas Lössl har gennemgået både som menneske og fodboldspiller.

- Det handler om at vokse som menneske og fodboldspiller. Det har du gjort. Du har taget en lang rejse fra Akademiet. Du har været modstandsparat og vedholdende, og du har bekæmpet alle udfordringer. Du har en udviklingskræft i dig, og du er en inspiration for alle unge spillere. Du har taget ansvar for din karriere, fortalte Riddersholm, der også roste Lössls menneskelige værdier.

Årets fund blev også fundet i defensiven. Valget faldt på Patrick Banggaard, der i den netop afsluttede sæson har spillet 31 med fuld spilletid i dem alle.

- I FC Midtjylland har vi mange unge spillere, som har gjort det fantastisk, men Patrick har været den bedste i kategorien årets fund. Han har overrasket alt og alle med et højt bundniveau og en uhørt høj udvikling, siger Glen Riddersholm, som samtidig roser Banggaards ro og store arbejdsmoral.

Unge Banggaard var hurtig til at sende takken videre for den flotte pris.

- Det er fantastisk at spille med jer. I giver mig en utrolig støtte, og det er fantastisk på den måde, I bakker op på, og det vil jeg gerne takke for, lød det blandt andet i Patrick Banggaards takketale.

 I sidste sæson løb Mads Albæk med titlen som årets spiller, mens André Rømer blev valgt som årets fund.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox