09.05.2014, 14:02 | Af: Administrator

Kampagne mod menneskehandel besøger FCM

Kampagnen ”Stop menneskehandel” sparkes i gang på søndag inden opgøret mellem FC Midtjylland og FC København.

En ny landsdækkende kampagne mod menneskehandel får danmarkspremiere i Herning. Helt præcis sker det foran MCH Arena inden opgøret mellem FC Midtjylland og FC København på søndag.

Hver dag bliver mennesker handlet til prostitution eller tvangsarbejde – det sker desværre også i Danmark. Derfor lancerer socialminister Manu Sareen og Center mod Menneskehandel nu kampagnen ”Stop menneskehandel”.

På en udendørs udstilling, som skal rundt i hele Danmark, fortæller en række ofre deres historie. Formålet med kampagnen er at sætte fokus på, at der også i Danmark findes mennesker, der er ofre for menneskehandel og på, at vi alle har et ansvar for at bekæmpe menneskehandel.

Kampagnen skal samtidig give viden om tegn på menneskehandel, og hvor man kan henvende sig, hvis man får mistanke om at et menneske er offer for menneskehandel.

Klokken 16.00 åbner socialminister Manu Sareen og Hernings borgmester Lars Krarup kampagnens vandreudstilling foran MCH Arena, og alle er velkomne til at deltage. Udstillingen ”DET DU IKKE SER” fortæller i ord og billeder, hvad det vil sige at leve som handlet i Danmark og om, hvordan bagmændene forsøger at skjule det for offentligheden.

- Menneskehandel er en af de mest modbydelige forbrydelser, og vi skal gøre, hvad vi kan for at hindre, at det foregår. Det er vigtigt at kunne spotte de tegn, der tyder på, at et menneske er handlet. Derfor gennemfører vi nu den landsdækkende kampagne ”Stop menneskehandel” med det meget enkle budskab, at hvis du har mistanke om, at et menneske er offer for menneskehandel, så kan du hjælpe ham eller hende ved at kontakte Center mod Menneskehandels hotline. Vi har alle et ansvar, siger socialminister Manu Sareen.

Efter åbningsdagen foran MCH Arena flytter kampagnens udstilling videre til Torvet i hjertet af Herning, hvor den står indtil den 4. juni. Kampagnens vandreudstilling vises i otte danske byer frem til februar 2015.

Læs mere om menneskehandel på www.centermodmenneskehandel.dk.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox