17.05.2014, 13:52 | Af: Administrator

OPTAKT: Truppen mod SønderjyskE

Flere tvivlsomme spillere har fået trænerteamet til at udtage 20 spillere til det vigtige opgør mod SønderjyskE søndag eftermiddag. Muligt comeback til Izunna Uzochukwu.

Søndag klokken 17.00 bliver der for sidste gang i denne sæson fløjtet op til et superligaopgør, og for FC Midtjylland sker det i Haderslev, hvor SønderjyskE tager imod.

Missionen for de midtjyske ulve er klar forud for opgøret. Minimum et point skal hentes med hjem til Heden, så andenpladsen og dermed Champions League-kvalifikationskampene er sikret.

- Vi jagter at slutte sæsonen godt af. Det har på mange måder været en suveræn sæson, hvor vi kan slutte af på bedst mulig måde ved at tage til SønderjyskE og vinde eller som minimum hente et point, siger cheftræner Glen Riddersholm.

- Vi vil belønne vores fantastiske fans, som har bakket op om os hele sæsonen. Vi spiller for sølv og for Champions League-kvalen, og man skal kunne se en motivation til forskel, og det forventer jeg, at spillerne viser, lyder det fra Riddersholm, der har stor respekt for det arbejde, der er blevet lavet i det sønderjyske.

- SønderjyskE har leveret et imponerende forår og mod alle odds sikret sig endnu en sæson i Superligaen. Det er bare at tage hatten af for det arbejde, de har lavet. Jeg har hele tiden spået dem til at overleve, og de har vist den her fantastiske ånd, som lever i det sønderjyske.

Men selv om sønderjyderne har leveret et stærkt forår, så kan FC Midtjylland heldigvis glæde sig over at have statistikken på sin side, inden søndagens opgør. Således har ulvene vundet de seneste fire opgør mod SønderjyskE, og ikke siden 2011 er det blevet til et midtjysk nederlag i Haderslev.

For FC Midtjylland handler det om mod SønderjyskE at komme tilbage på sporet, efter at holdet i overtiden måtte se sig slået af FC København i forrige spillerunde.

- Vi skal finde et højt niveau med bolden og spille hurtigt. Samtidig har vi i løbet af ugen haft ekstra fokus på vores standarder efter en atypisk kamp mod FC København, hvor vi lukkede to mål ind efter standardsituationer, hvilket er usædvanligt for vores hold, siger Glen Riddersholm.

Flere spillere har i løbet af ugen været ude med skader og sygdom og er derfor tvivlsomme til opgøret. Jesper Juelsgård trænede for første gang i dag med holdet siden sin skade mod FCK, ligesom det i dag også var første træningsdag for Petter Andersson, der har ligget syg hele ugen.

Fast ligger det, at hverken Tim Janssen eller Eyjolfur Hedinsson kommer i spil i Haderslev. Tim Janssen fik et hårdt slag mod hovedet i gårdagens træning og har siden døjet med migræne, mens Hedinsson ikke er blevet sin skade kvit. Derudover er Erik Sviatchenko fortsat ude, mens Sylvester Igboun har karantæne til morgendagens opgør.

Til gengæld er der et glædeligt gensyn med Izunna Uzochukwu i den midtjyske trup. Izunna har i en uges tid trænet med holdet, og den nigerianske midtbaneslider er for første gang i truppen siden sin operation i knæet tidligere på sæsonen.

Der er kick-off i Haderslev søndag klokken 17.00.

Truppen mod SønderjyskE
1. Jonas Lössl
5. Oluwafemi Ajilore
6. Jesper Lindorff Juelsgård
7. Jakob Poulsen
8. Petter Andersson
9. Morten 'Duncan' Rasmussen
14. Jakob Haugaard
19. Marco Larsen
20. Francis Dickoh
23. Frank Kristensen

24. Sonni Nattestad
27. Pione Sisto
26. Patrick Banggaard
28. André Rømer
32. Kristian Bach Bak
33. Paul Onuachu
35. Frederik Møller
36. Rilwan Hassan
40. Musefiu Ashiru
43. Izunna Uzochukwu

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox