07.05.2014, 14:45 | Af: Administrator

Sisto: Bliver en fed kamp mod Brøndby

Pione Sisto kan få sin første optræden på Brøndby Stadion, hvis han kommer i spil i morgendagens opgør.

Af Alexander Philipsen

Torsdag eftermiddag går turen til Brøndby for et formstærkt FC Midtjylland-mandskab, der har hentet ti point i de seneste fire kampe. Med i bussen er 19-årig Pione Sisto, der har kan se frem til sit første møde med Brøndby Stadion.

- Det bliver en fed kamp. Vi har det forholdsvis godt med Brøndby, der er et hold, som spiller fin fodbold, og som godt kan lide at have bolden. Vi kan godt lide at spille mod sådan en type hold, så det bliver en fed og intens kamp, tror jeg, siger Pione Sisto.

Midtbanetalentet, der kan spille sin kamp nummer 39 for ulvene mod Brøndby, glæder sig over, at holdet fortsat er med i guldkampen med blot tre runder tilbage.

- Jeg havde ikke forventet, at vi skulle kæmpe med om guldet i år, og det tror jeg ikke, at der var ret mange, som havde. Men vi vidste godt, at vi kunne nå langt med det hold, vi har, men at det er gået så godt, som det er, det kommer nok lidt som en overraskelse. Men vi er selvfølgelig sindssygt glade for den placering, vi har, lyder det fra den unge dribler.

Pione Sisto fik allerede som 17-årige debut for FC Midtjyllands bedste mandskab. Det skete i pokalkampen mod FC Nordsjælland, og den offensive spiller fik i sæsonen 2012-2013 flere kampe for ulvene, selv om han stadig blot var førsteårs U19-spiller.

- Jeg har det fint med at være den yngste i truppen. Der er selvfølgelig nogle tjanser, som jeg må tage, men sådan kunne jeg forestille mig, at det er de fleste steder, og det er fint nok, smiler Pione Sisto.

Han har givet de midtjyske fans flere prøver på sit store talent i løbet af sæsonen, og sådan håber han også, det kommer til at gå fremover.

- Fansene kommer forhåbentlig til at se mange af de samme ting, som de har gjort i de bedste kampe, jeg har spillet i denne sæson. De kommer forhåbentligt til at se en bedre Pione i næste sæson, men jeg har stadig mange ting, jeg skal arbejde på, pointerer den tidligere akademispiller. 

Der er kampstart på Brøndby Stadion torsdag aften klokken 20.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox