16.05.2014, 06:18 | Af: Administrator

U17: skal gøre rent bord

FCM U17 tager hul på den første af fire finaler, når FC København lørdag besøger Ikast

Topstriden i U17 Ligaen er lige så tilspidset som i U19 Ligaen, og kun to point skiller de fire forreste hold – FCM, Randers, AaB og Silkeborg.

Svend Graversen er da også helt klar i mælet, når han skal vurdere sit holds chancer i kampen om guld.

- Vi skal vinde de sidste fire kampe. Det er vores mål. Vi vandt de sidste fire kampe i efterårssæsonen, så vi har gjort det før, og det tror jeg også, vi er nødt til, hvis vi vil være mestre. Vi har den lille fordel, at flere af de andre hold møder hinanden i slutprogrammet, mens vi selv kun møder hold uden for top 4, fortæller FCM-træneren.

Lørdagens modstandere fra FCK slog i seneste runde medaljekandidaterne fra AaB, og har også håneretten over for Ulvene, eftersom sæsonens første møde mellem de to mandskaber sluttede med en 2-0 sejr til sjællænderne. Svend Graversen forventer da heller ikke, at hovedstadsholdet bliver nogen nem nød at knække:

- De vil forsøge at gøre rummene små, og spille på omstillinger, så vi er nødt til at flytte bolden hurtigt rundt, samtidig med at vi undgår at miste bolden, mens vi er i fremdrift, udtaler FCM-træneren.

Da FCM U17 i den seneste spillerunde tabte 3-2 i Haderslev, var det uden en hel stribe af de faste navne på holdkortet – blandt andet sad Rasmus Nicolaisen, Mads Vang, Mads Olsen og Gloire Rutikanga alle over med skader.

Klubbens lægestab arbejder på højtryk på at få gjort alle mand klar, og indtil videre er det kun Anders Hagelskjær der med sikkerhed ikke kommer i kamp – ikke på grund af en skade, men fordi han har sparet sammen til en karantænedag.

Der er kampstart på Wunderelf Arena i Ikast kl. 13.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox