07.05.2014, 20:04 | Af: Administrator

U19 måtte nøjes med et point i Randers

FC Midtjyllands U19 spillede uafgjort på udebane onsdag aften. En sen Randers-scoring delte pointene i et rodet opgør.

Aftenens kamp i Randers var ulvenes anden af i alt tre kampe denne uge. På trods af det tætte kampprogram havde de dog ingen problemer med at finde energi til opgøret, der bøde på mange chancer i begge ender. Det var dog uden, nogen af holdene imponerede spillemæssigt.

Ingen af holdene havde succes med at få kontrol over spillet, og kampen blev derfor præget af lange bolde fra begge lejre. Kort inde i anden halvleg gav det forvirrede spil udslag i en chance til Sigurd Schøndorf, hvis afslutning blev afværget af målmanden. Olajide Samuel Owolabi var lynhurtigt over returbolden, og han bragte Midtjylland i front.

- Set over hele kampen er uafgjort et fair resultat. Men i og med vi fører indtil ti minutter før tid, er vi skuffet over ikke at få tre point med hjem. Men ret skal være ret. Det er langt fra vores bedste kamp, og der er mange, der præsterer under niveau i dag, forklarer cheftræner Kenneth Andersen.

Kort efter føringsmålet fandt Jeppe Solgaard sig i en uheldig situation fra sin position på venstre back. Han blev trådt i anklen og vred efterfølgende om på foden. Den skade sendte ham af banen, og efter vurdering fra staben på sidelinjen blev han sendt videre på skadestuen i Randers. Der følges op på resultatet af det besøg senere på ugen.

Der var ikke meget mellemrum mellem de randrusianske kæder, hvor FC Midtjylland gerne ville etablere deres kontrollerende spil. Men i takt med tiden gik, trak værterne sig længere op af banen. Det var ulvenes plan at udnytte dette til deres vanligt giftige omstillinger, men i stedet var det hjemmeholdet, der på et langskud otte minutter før tid reducerede til kampens resultat 1–1.

- Der er aldrig rigtig ro i kampen. Lige inden Randers scorer har vi lidt styr på det, men der er for mange situationer både offensivt og defensivt, hvor vi ikke handler i dag. Vi var ikke dygtige nok i dag, men vi skal nok mobilisere os til weekendens kamp i Haderslev, der formentlig bliver lige så udfordrende. Energien mangler ikke, slutter Kenneth Andersen.

FC Midtjylland U19 spiller allerede igen på lørdag den 10. maj, hvor både de og U17 gæster SønderjyskE i Haderslev. U19-kampen fløjtes i gang klokken 12.00, og U17-kampen følger umiddelbart efter med kampstart klokken 14.15.

Match facts:

RFC U19 1 – 1 FCM U19 (0 – 0)

50’ 0 – 1 FCM Olajide Samuel Owolabi – assist af Sigurd Schøndorf

82’ 1 – 1 RFC

Opstilling:

Rasmus BachRasmus Lauritsen, Malte Kiilerich Hansen,  Kristian Dirks Riis, Jeppe Solgaard (51’ Alexander Munksgaard) – Jonas Gemmer, Olajide Samuel Owolabi, David Akintola (77’ Mikkel Adamsen) – Sigurd Schøndorf (58’ Mikkel Duelund), Ramjavakar YogathasRazak Adebayo Odeyemi

Foto: JPS Photo 2014

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox