17.06.2014, 14:06 | Af: Administrator

Akademiet får sin egen Brand Book

En gruppe frivillige har skabt en Brand Book om FC Midtjyllands akademi, der går tæt på akademiets ånd og sjæl.

Den nye Brand Book går helt tæt på talentudviklingen i FC Midtjylland. En gruppe frivillige står bag udgivelsen og de har lagt hundredevis af frivillige timer i projektet af kærlighed til klubben. Ud fra interviews med spillere og trænere eftersøger Brand Booken hvordan man udvikler en professionel fodboldspiller, der tydeligt bærer præg af FC Midtjyllands DNA.

- Vi tænkte, at det kunne være spændende at komme helt ind under huden på talentudviklingen i FC Midtjylland. Hvordan kan man blive ved med at udvikle superligaspillere, og hvordan kunne vi dele den viden til offentligheden? Det har jeg været fascineret af, siger Mikael Jensen, der er drivkraften bag udgivelsen. Mikael Jensen arbejder til dagligt med branding, hvorfor idéen om at skabe en Brand Book til akademiet, som man kender det fra internationale virksomheder som Nike og ECCO, virkede helt oplagt.

- Det er jo sådanne ting, som jeg laver professionelt. De største brands i verden har Brand Books, men de tager alle udgangspunkt i produkter.  Jeg tænkte, at det ville være en spændende udfordring, at lave en Brand Book om mennesker og ikke ting, fortsætter Mikael Jensen.

- Vi vil gerne helt ned i maskinrummet. Hvordan kan man genkende en FCM spiller, når han tager trøjen af. Hvordan ser han ud indeni? Vi ville gerne videreformidle de værdier og følelser, der bruges til at udvikle et talent i FC Midtjylland, siger Mikael Jensen.

Gruppen af frivillige har lagt megen vægt på den visuelle præsentation af bogen, der prydes af adskillelige kunstneriske billeder.

- Vi ville gerne lave en visuelt flot bog, hvor billederne understøtter teksten. Fodbold er følelser. Det er nemmere, at man også kan se de følelser. Vi har forsøgt at nå komme helt tæt på spillere og trænere. Ikke kun at videreformidle deres ord, men også deres følelser, fortæller Mikael Jensen.

Brand Booken henvender sig til alle, der gerne vil have et bedre indblik i talentudviklingen i FC Midtjylland og forstå hvordan klubben ønsker at forme sine egne talenter. Selvom fodbolden er i højsædet, så vil den være interessant læsestof for alle, der arbejder med udvikling af spillere og talenter – også i andre idrætsgrene.

Du kan læse og downloade akademiets Brand Book gratis på FC Midtjyllands Issuu-profil på www.issuu.com/fcmidtjylland.

>> Læs Akademiets Brand Book

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox