10.06.2014, 20:11 | Af: Administrator

Bronzemedaljer til U19!

Vandt hjemme 4-2 over HB Køge, og da FCK samtidig tabte i Lyngby, var medaljerne en realitet

- Det var absolut ikke nogen god kamp. Vores presspil fungerede ikke, og jeg synes vi var dårlige på bolden.

Kenneth Andersen vidste ikke helt, hvilket ben han skulle stå på efter tirsdagens kamp mod HB Køge. FCM U19 var langt fra topniveauet, og spillede i bund og grund en dårlig kamp.

Alligevel kunne Andersen ikke skjule sin glæde over, at de medaljer, der har været det erklærede mål for sæsonen, endegyldigt kom i hus med sejren.

Ulvene ramte som sagt ikke dagen, og da HB Køge heller ikke havde meget at byde ind med, gav det en kamp, der var for fodbolden, hvad frossen pizza er for gastronomien.

Der var dog lyspunkter undervejs, og et af dem indtraf efter 24 minutter, da David flot satte sig igennem på fløjen, og sendte bolden ind i fødderne på Mikkel Frankoch, der bragte FCM U19 i front.

Et andet lyspunkt fulgte otte minutter senere, da Sigurd Schøndorf (billedet) sendte et præcist frispark over mod den bagerste stolpe, hvor Malte Kiilerich Hansen steg til vejrs og headede bolden i nettet.

Dermed så alt jo godt ud, men tre minutter før halvlegen fik HB Køge bragt sig tilbage i opgøret. Manglende presspil fra FCM's side betød at en HB Køge-spiller kom alene igennem med Malte Killerich Hansen, der begik straffespark.

Dermed var kampen atter åben, og trænerteamet, der ikke følte sig alt for trygge ved præstationen i første halvleg, forsøgte at ruske op i holdet i pausen. Det hjalp dog ikke at man var nødt til at bruge to udskiftninger på at erstatte skadede spillere - Kristian Dirks Riis måtte lade sig udskifte med smerter i en hoftebøjer, og tolv minutter efter pausen var det Jonas Gemmer, der trak sig fra slagmarken efter at have fået et slag på hoften.

Udvisning knækkede HBK
Efter knap tyve minutter spil af anden halvleg, gik en HB Køge spiller hårdt til David Akintola, der blev fældet bagfra, og det indbragte sjællænderen et direkte rødt kort. Ulvene var ikke sene til at gribe muligheden og allerede minuttet efter bragte Sigurd Schøndorf FCM på 3-1 efter oplæg fra Razak. Kort efter modtog FCM's nr. 7 bolden fra en HB Køge spiller, og takkede ved at score til 4-1.

Det var reelt kampens afgørelse, og måske var det derfor, at FCM U19 stort set holdt op med at spille efter 4-1 målet. I hvert fald lignede det ifølge Kenneth Andersen, at det var HB Køge, der var en mand i overtal, i stedet for omvendt, og ti minutter før tid reducerede en af Svanernes forsvarsspillere på et skud fra distancen.

Mere skete der imidlertid ikke, og så kunne jublen bryde ud på Wunderelf Arena, da meldingen om at FCK havde tabt 3-2 i Lyngby tikkede ind.

- Jeg er rigtig stolt over spillerne, og at vi fik det sæt medaljer, der har været vores mål for sæsonen. Hvis vi ser på de udfordringer, vi har haft i forhold truppens bredde, og med spillerslag løbet af sæsonen, så har truppen klaret det utroligt godt, og det er et sæt fortjente medaljer, sluttede Kenneth Andersen.


FC Midtjylland U19 - HB Køge U19 4-2 (2-1)
24' 1-0 Mikkel Frankoch (assist David Akintola)
32' 2-0 Malte Kiilerich Hansen (assist Sigurd Schøndorf)
42' 2-1 HB Køge (str.)
65' 3-1 Sigurd Schøndorf (assist Razak Adebayo Odeyemi)
72' 4-1 Sigurd Schøndorf
79' 4-2 HB Køge

64' Udvisning: HB Køge

Opstilling: Rasmus Bach - Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis (46' Mikkel Adamsen), Malte Kiilerich Hansen, Rasmus Nissen - Jonas Gemmer (57' Mikkel Duelund),Olajide Samuel Owolabi, Mikkel Frankoch - David Akintola (73' Anders Lund), Sigurd Schøndorf, Razak Adebayo Odeyemi

Foto: JPS Photo 2014

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox