16.06.2014, 14:18 | Af: Administrator

Duelund årets udviklingsspiller

Mikkel Duelund har udviklet sig så godt, at han i år har fået prisen som årets udviklingsspiller på Akademiet.

Traditionen tro har Akademiet også kåret årets udviklingsspiller, som er en pris, der gives til den spiller, som har udviklet sig mest både på og udenfor banen. 

Sidste år modtog Joachim Andersen, som i dag spiller i hollandske Twente, prisen, og ellers er spillere som Pione Sisto, Simon Kjær, Izunna Uzochukwu, Jesper Juelsgård og Jesper Lauridsen skrevet på listen over årets udviklingsspiller på Akademiet.

Og nu er 16-årige Mikkel Duelunds navn altså også tilføjet den imponerende liste.

- Mikkel har både sportsligt og personligt været igennem en god udvikling. Han hviler mere i sig selv end tidligere, og hans store commitment kommer til udtryk i den store vilje, han har til at selvtræne, siger akademichef Flemming Broe.

- På det sportslige plan har Mikkel fået et større repertoire i sit offensive spil og er blevet mere ansvarlig i den defensive del. Han har været kampafgørende på U17-holdet med mål og oplæg og også på U19-holdet, har han gjort en forskel, siger akademichefen.

Samtidig er Mikkel Duelund, der står noteret for fem ungdomslandskampe, gået fra at være i betragtning til U17-landsholdet til at være en fast del af truppen, ligesom han også har fået kampe på FC Midtjyllands reservehold og i februar var med superligatruppen på træningslejr i Portugal.

Tidligere på foråret modtog den talentfulde offensivspiller mere hæder, da Mikkel Duelund blev topscorer i Trofeo Nereo Rocco og kåret til turneringens bedste spiller.

Årets udviklingsspillere gennem tiden
2013/2014: Mikkel Duelund
2012/2013: Joachim Andersen
2011/2012: Pione Sisto
2010/2011: Alexander Ludwig
2009/2010: Jesper Lauridsen
2008/2009: Izunna Uzochukwu
2008: Jesper Juelsgård
2007: Kasper Hansen
2006: Simon Kjær

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox