29.06.2014, 21:44 | Af: Administrator

Huer på 11 akademispillere

Med 11 studenter på Akademiet bevidste FC Midtjylland endnu engang, at klubben formår at få topfodbold og uddannelse til at gå hånd i hånd.

Det er ikke kun på fodboldbanen, at FC Midtjyllands akademispillere arbejder hårdt. For sideløbende med fodbolduddannelsen knokler talenterne også på Ikast-Brande Gymnasium for at sikre sig den hvide studenterhue.

Og sådan én har rekordmange spillere fået i år. Hele 11 akademispillere var nemlig blandt de dimitterende elever fra Ikast-Brande Gymnasium, da der fredag var dimission. Det har høj prioritet i FC Midtjylland, at akademispillerne gennemfører en ungdomsuddannelse.

- Det betyder, at vi har holdt det, vi lovede drengene og deres forældre for tre-fire år siden. Vi kan se hinanden i øjnene med god samvittighed. Det er en stor dag for både drengene, forældrene og klubben, fortæller Jimmy Laursen, der er skoleansvarlig i FC Midtjylland.

- Vi ønsker ikke kun at udvikle dygtige fodboldspillere. Vi vil skabe hele mennesker, og derfor er det vigtigt for os, at vores akademispillere samtidig med den fodbolduddannelse de får også får en ungdomsuddannelse.

Det er et unikt samarbejde med Ikast-Brande Gymnasium, som har gjort det muligt at kombinere elitesport og en ungdomsuddannelse, forklarer Jimmy Laursen.

- Det kunne ikke lade sig gøre uden en god fleksibilitet fra uddannelsesstedet. Det er et unik samarbejde, vi har, og det findes ikke bedre i Danmark. Sammen med skolen har vi lavet nogle gode rammer, og så er det op til drengene at udfylde dem, og det har de gjort rigtig godt, siger Jimmy Laursen.

Vigtig hue for fremtiden
Otte HF-studenter og tre STX-studenter er der i år blevet udklækket fra Akademiet. En af dem er Ramjavakar Yogathas, som kunne sætte en rød hue på hovedet.

- Det er en hue, som er uhyre vigtig for fremtiden, siger Ramjavakar Yogathas, der indrømmer, at det kan være hårdt at kombinere fodbold i landet bedste ungdomsrække med en ungdomsuddannelse.

- Det har i perioder været hårdt og presset, og det er ikke altid, man har haft lyst og energi til lektierne og afleveringerne, men vi er kommet igennem. Det skyldes ikke mindst, at vi har været gode til at holde hinanden op på af få lavet tingene.

Blandt andet har drengene haft en ugentlig lektiecafe på Akademiet.

- Uddannelsen på Akademiet som fodboldspiller har givet os nogle værdier, vi også har kunnet bruge på gymnasiet. Vilje og hårdt arbejde på fodboldbanen har vi kunnet overføre til gymnasiet, siger Ramjavakar Yogathas, der også peger på, at de som fodboldspillere har været vant til at skulle præstere på et givent tidspunkt, og det er noget, de har kunnet tage med til deres eksaminer.

Student fra Østrig
Også Rasmus Lauritsen, der har taget en HF-uddannelse, er glad for at have fået sat huen på hovedet.

- Det er en forløsning, og det er virkelig dejligt. Der er været en god fleksibilitet, som har gjort, at vi har kunnet koncentrere os om både fodbolden og skolen 100 procent, siger Rasmus Lauritsen, der i det kommende år skal have valgfag, mens han tager det sidste år på Akademiet.

Men det er ikke kun akademispillerne i Ikast, der har fået sat hue på. Også Asger Sørensen, der for et halv år skiftede tilværelsen i FC Midtjylland ud med et østrigsk eventyr i Red Bull Salzburg har fået sat huen på.

Siden skiftet har han fulgt undervisningen fra sit østrigske hjem, mens han var en tur i Danmark for at gå til sine eksaminer på Ikast-Brande Gymnasium og altså få sat huen på hovedet.

Billedtekst: På billedet ses 10 af de 11 FCM-studenter. Fra venstre er det Sigurd Schøndorf, Mikkel Adamsen, Jonas Gemmer, Rasmus Bach, Anders Lund, Malte Kiilerich Hansen, Malthe Schmücker, Mikkel FrankochRamjavakar Yogathas, Rasmus Lauritsen. Asger Sørensen var taget tilbage til sin østrigske klub Red Bull Salzburg.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox