16.06.2014, 11:16 | Af: Administrator

Sommerturneen i gang med godt vejr og glade børn

Smilene skinnede omkamp med solen, og humøret var højere end lysmasterne på MCH Arena, da FC Midtjylland i weekenden besøgte samarbejdsklubberne Mejrup GU og Bording IF.

Der er fuld gang i VM, men det er ikke kun i Brasilien, der bliver spillet fodbold. I weekenden skød FC Midtjylland nemlig den nye sæson i gang med to sommerkampe med Mejrup GU og Bording IF, som begge er en del af FCM Klubsamarbejdet.

Fredag kørte ulvebussen til Mejrup, mens turen i går gik til nabobyen Bording. Og begge steder blev spillerne mødt af begejstrede unge fodboldspiller, som fik autografer og taget billeder sammen med fodboldidolerne.

Herefter ventede der hårdt arbejde for klubbens ungdomsspillere, som blev trænet af FC Midtjylland-spillerne. Og både i Mejrup og i Bording kom der sved på panden og store smil i ansigterne, og ud fra jubelbrølene fra de forskellige træningsbaner var øvelserne med superligaspillerne en gedigen succes.

SE OGSÅ: TV-indslag fra sommerkampen i Mejrup (Indslag fra TV Midt-Vests "Frisk Fredag") 

Og så var det ellers tid til kamp. I Mejrup måtte ulvene kæmpe hårdt for målene, men efter 24 minutter lykkedes det Rilwan Hassan at sende bolden i kassen. Efter en underholdene straffesparkskonkurrence i pausen kunne de fremmødte tilskuere nyde tryllerier fra Paul Onuachu, inden Pione Sisto kunne prikke ulvene i front med 2-0. Og med fem minutter igen kom Onuachu så selv på måltavlen da han slukkede og lukkede ballet med sin scoring til 3.0.

I Bording IF var FC Midtjylland med til at fejre klubbens 100 års jubilæum, og inden fodboldprofferne løb på banen var der forkamp mellem hjemmeholdets U15-hold og ulvenes U13-mandskab, som delte i porten med et 3-3-resultat.

Superligaspillerne var knap så gavmilde, og på trods af et tændt hjemmehold kom ulvene foran allerede efter et minut, da Sylvester Igboun fik tilkæmpet sig et straffespark, som han selv eksekverede. Det blev startskuddet til et FCM-bombardement, og med et hattrick bidrag Paul Onuachu stærkt til, at måltavlen viste 8-0 ved pausen.

Selv om Bording IF kæmpede godt, så kunne de ikke holde de sommervarme ulve fra tavlen, og Tim Janssen ville ikke stå tilbage fra sin angrebskollega, og hollænderen kunne ligeledes noteres for et hattrick. FC Midtjylland slap dog ikke fra kampen helt uden skader - heldigvis var det dog den tidligere FCM-spiller og nuværende assistenttræner Brian Priske, som efter fem minutter på banen måtte lade sig udskifte med et baglår, som gjorde vrøvl.

Fodboldmæssigt blev det derfor ikke til sejre for Mejrup GU eller Bording IF, men dagene i sig selv kan med sikkerhed siges at have været en sejr for klubberne, som ikke mindst har givet en kæmpe oplevelse for alle deres ungdomsspillere, og FC Midtjylland vil gerne sige de to klubber tak for et par fantastiske dage.

Læs mere om dagen i Mejrup GU her og om dagen i Bording IF her.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox