25.07.2014, 08:33 | Af: Administrator

Banggaard vil tage revanche mod AaB

Det blev ikke til sejr mod AaB i sidste sæson. Det skal revanches i lørdagens opgør, hvor ulvene kommer med selvtillid efter premieresejren over Brøndby.

FC Midtjylland skød Superligaen i gang med et brag hjemme på MCH Arena mod Brøndby. I morgen venter så et nyt et af slagen, når de danske mestre fra AaB er modstanderen i Aalborg.

- Vi glæder os til opgøret. Vi har revanche til gode mod AaB, og den revanche vil vi tage i morgen. Vi skal spille vores spil, og forhåbentlig kan vi ramme dem på nogle af vores omstillinger, siger Patrick Banggaard.

LÆS OGSÅ: Ta' med til Aalborg

- Vi har selvfølgelig kigget på vores seneste kamp mod AaB og set på, hvad vi skal have ændret, og jeg tror, vi har en god chance mod AaB. Jeg er sikker på, vi kan straffe dem og vinde kampen.

- AaB er et hold, som gerne vil spille meget med bolden, så vi skal stå godt i defensiven og lukke de rum ned, de gerne vil spille i, og så skal vi ramme dem med vores kontraer, lyder det fra Banggaard.

Ny konstellation godt fra land
Defensiven havde til premieren mod Brøndby fået et par nye navne. 
Væk var Jonas Lössl og Jesper Juelsgård, og i stedet havde Jesper Lauridsen vundet kampen om venstre back, mens Jakob Haugaard havde trukket det længste strå i målmandskampen.

Ændringerne påvirkede dog ikke den midtjyske defensiv, som efterlod et stærkt indtryk efter opgøret. Patrick Banggaard, der i sidste sæson begyndte i det midtjyske midterforsvar i 31 kampe, var da også godt tilfreds med den nye konstellation.

- Vi gav ikke det helt store væk. Vi stod godt i vores defensiv og havde styr på det, så det er jeg godt tilfreds med, siger Patrick Banggaard.

- Lauridsen spillede som om, han har været med hele tiden. Han var med i meget både offensivt og defensivt. Det var ikke til at mærke, at han er ny. Det sammen var tilfældet med Haugaard, der var ude at gribe alle de bolde, som var svære for os forsvarsspillere. De faldt naturligt ind på holdet, siger den unge forsvarsspiller.

Og med en 3-1-sejr i bagagen over Brøndby er det et hold med tro på tingene, som lørdag sætter kursen mod Aalborg for at følge den flotte premiere op.

- Det betyder noget for selvtilliden, at vi fik en god start mod Brøndby. Vi føler, vi var godt spillende mod Brøndby, og vi skal ud og fortsætte, siger 20-årige Banggaard.

Tilskuerne kan formentlig se frem til en underholdende omgang mellem de to duellanter. AaB og FC Midtjylland har nemlig aldrig spillet en superligakamp mod hinanden uden scoringer. Der er kick-off på Nordjyske Arena lørdag klokken 17.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox