02.07.2014, 06:27 | Af: Administrator

Britisk forretningsmand overtager aktiemajoriteten i FC Midtjylland

- Det giver fundamentet for, at vi for alvor kan planlægge langsigtet og skabe en sund virksomhed, der bliver en magtfaktor i dansk fodbold og håndbold, siger bestyrelsesformand Johnny Rune.

FCM Holding A/S har i dag indgået tre aftaler, som afgørende forbedrer FCM Holdings økonomi og styrker mulighederne for, at FC Midtjylland langsigtet kan etablere sig i toppen af Superligaen og Håndboldligaen samt kvalificere sig til at spille europæisk fodbold.

Dels får FCM Holding tilført DKK 67,7 mio. i ny kapital fra en række investorer. Først og fremmest Matthew Benham, britisk forretningsmand og ejer af Sky Bet Premiership-klubben Brentford FC, der med 60 % af aktierne bliver den klart største aktionær i FCM Holding.

Øvrige aktier tegnes af Dempo Global Corporation Pte. Ltd., Ejner Hessel A/S, H.T. Holding ApS, Johnny Rune og Poul Sand ApS, som alle er eksisterende aktionærer i FCM Holding.

Dels overtager FC Midtjylland alle transferrettigheder til superligaspillerne, der har været delvist ejet af lokale spillerinvest-selskaber. Aftalen sikrer FCM alle indtægter ved salg eller udlejning af spillere.

Endelig løftes FCM Holding ud af forpligtelserne til at finansiere og drive et fodboldakademi i Indien i samarbejde med Dempo Global Corp. Som modydelse betaler FCM Holding DKK 10,5 mio. til Dempo Global Corp.

Fysiker som hovedaktionær
Aftalerne gør Matthew Benham til hovedaktionær i FCM Holding. Matthew Benham er fysiker fra Oxford University, livslang fodboldentusiast, ejer af London-klubben Brentford FC og en succesrig erhvervsmand, der ejer virksomhederne Smartodds Ltd. og Matchbook.com. Matthew Benham forklarer om sit engagement i FCM:

- FC Midtjylland har det, der skal til for at skabe en succesrig topklub: Et imponerende talentarbejde, hvor usædvanligt mange akademispillere når førsteholdet eller bliver solgt til udlandet. En fodboldledelse, der drives af passion for spillet og klubben. Og endelig er klubben stærkt forankret i regionen, siger Matthew Benham.

Den nuværende bestyrelsesformand og stifter af klubben, Johnny Rune, er meget tilfreds med aftalen.

Aftalerne bidrager til, at vi får visket tavlen ren. Den nye kapital gør det muligt for FCM at indfri gæld og blive fritaget fra kontraktlige forpligtelser, som ikke længere er i klubbernes bedste interesse. Vi er nu i en position, hvor vi kan skabe en sund virksomhed, som kan blive en magtfaktor i dansk fodbold og håndbold. Dette er en rigtig god dag for FC Midtjylland og FC Midtjylland Håndbold, konstaterer bestyrelsesformanden.

For den nye ejer, Matthew Benham, er målet, at FC Midtjylland kvalificerer sig til de europæiske gruppespil mindst hvert andet år.

Finansielle problemer har de senere år tvunget FCM til at sælge nøglespillere, men det skal der ændres på. Jeg er overbevist om, at vi kan skabe en sund og bæredygtig topklub – ikke ved at bruge flere penge end andre klubber, men ved at være klogere og mere effektive, siger Matthew Benham.

Factfile, Matthew Benham:

- 46 år, bosiddende i London, gift og har to børn.
Uddannet fysiker fra universitet i Oxford, tidligere ansættelse i blandt andet Deutsche Bank.
Stifter i 2004 Smartodds.co.uk med hovedsæde i London. Virksomheden beskæftiger 70 statistikere og analytikere, der laver analyser og research om fodbold for professionelle spillere, spiludbydere og myndigheder over hele verden. Indehaver af en række yderligere virksomheder.
Livslang fan og ejer af fodboldklubben Brentford FC, der netop er rykket op i engelsk fodbolds næstbedste række, The Championship.
Har gennem de senere år investeret op mod 400 mio. kr. i Brentford FC, der bygger nyt stadion i London-forstaden.
Ser stort set alle barndomsklubbens kampe – er i tæt kontakt med fanbasen og følger dagligt debatten på diverse fanfora.
Investerede 75 mio. kr. i den internationale ungdomsturnering NextGen, der kørte en årrække med deltagelse af alle europæiske topklubber – det var turneringen, hvor eks-FCM’eren Victor Fischer slog igennem.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox