23.07.2014, 06:31 | Af: Administrator

FC Midtjylland forlænger med Pione Sisto

Stortalentet har sat sin signatur på en ny kontrakt med ulvene, som løber til udgangen af 2018.

Egentlig er han først i denne sæson blevet seniorspiller, men alligevel kunne Pione Sisto skrive 27 superligakampe på CV'et efter sidste sæson. Og det er ikke tilfældigt, at Tjørring-knægten allerede som 17-årig fik debut for FC Midtjylland i en pokalkamp mod FC Nordsjælland.

- Han er utrolig dedikeret. Jeg har aldrig mødt en fodboldspiller, som er mere dedikeret til sin sport end Pione. Han er meget professionel, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

- Pione er et unikt talent. Det bevidste han allerede som ungdomsspiller ved at spille mange gode superligakampe. Han går en stor fremtid i møde, og vi er stolte over at forlænge aftalen med Pione og belønne ham for det gode arbejde, han har leveret, siger Steinlein.

Pione Sisto, der kommer fra samarbejdsklubben Tjørring IF, blev som U15-spiller en del af Herning Elite-projektet og begyndte som 15-årig på Akademiet.

- Der er mange trænere og ledere, der sammen med Pione og hans familie skal have æren for, at han er på vej til at spille sig ind som en profil i Superligaen. Vi er stolte over at have udviklet en offensiv spiller som Pione, siger Claus Steinlein.

Fodbolddanmark fik for alvor øjnene op for Pione Sisto, da han scorede i sidste sæsons premiere mod AGF. Mindre blev interessen ikke for den lille fodboldkunstner, da han i foråret scorede to mål i Parken mod FC København, hvor han især ved det andet mål viste prøver på sit store potentiale.

- Jeg er rigtig glad for at have forlænget kontrakten. Jeg er glad for at være i FC Midtjylland, hvor vi har et godt træningsmiljø, og hvor jeg fortsat kan udvikle mig, siger 19-årige Pione Sisto, der samtidig sender en tak til alle de trænere, der har hjulpet ham på vej.

- Jeg har været igennem hele systemet i FC Midtjylland og spiller nu på førsteholdet, hvor jeg er ved at etablere mig. Det er fantastisk for mig. Trænerne har hele vejen haft troen på mig, og det takker jeg dem for, siger Sisto, der begyndte inde i 17 superligakampe i sidste sæson.

- Det var en fin sidste sæson, men der er fortsat mange ting, som jeg gerne vil blive bedre til. Det er de ting, jeg arbejder på nu. Jeg kan stadig udvikle mig i FC Midtjylland, hvor vi har en god trup og nogle dygtige trænere, og jeg vil arbejde hårdt for at fortsætte min udvikling.

- Samtidig er det ikke blevet mindre interessant at spille i FC Midtjylland efter vores nye engelske ejerskab. Vi har en ambitiøs målsætning, og det passer mig rigtig godt, at der er høje forventninger, siger den driblestærke kantspiller.

Pione Sisto, der har spillet 42 kampe og scoret ni mål, åbnede sæsonen med at blive kåret til kampens spiller i 3-1-sejren over Brøndby IF. FC Midtjylland og Pione Sisto har med den nye kontrakt papir på hinanden til udgangen af 2018.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox