03.07.2014, 09:46 | Af: Administrator

Finsk landsholdsspiller på plads i FC Midtjylland

27-årig Tim Sparv er ny mand i FC Midtjylland. Klubben har skrevet en fire-årig kontrakt med den finske landsholdsspiller.

FC Midtjylland forstærker sig med den finske landsholdspiller Tim Sparv, som er hentet i den tyske 2. Bundesligaklub Greuter Fürth.

Her spillede den defensive midtbanespiller en stærk sæson, hvor han sammen med holdkammeraterne var tæt på at rykke op i Bundesligaen efter to playoff-kampe mod Hamburger SV.

Nu glæder den 27-årig finne sig til nye udfordringer i FC Midtjylland.

- Jeg har fået et godt indtryk af klubben. Den er ambitiøs, og det er jeg også selv. FC Midtjylland kæmper med i toppen af Superligaen og har kvalificeret sig til Europa, så det er en klub lige efter min smag, siger Tim Sparv.

Den finske midtbaneslider har tidligere spillet sammen med Oluwafemi Ajilore og Petter Andersson i hollandske FC Groningen, og han har da også talt med sin tidligere svenske holdkammerat, inden underskriften blev sat på den nye kontrakt.

- Det er et stor plus, at jeg kender Petter. Det var dejligt, at jeg kunne ringe til ham og høre om klubben, og jeg fik straks et positivt billede af FC Midtjylland efter at have talt med ham, beretter den finske landsholdspiller, der har første træningsdag på Heden i dag.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med træningen og komme ind i rutinerne. Og så ser jeg frem til at lære mine nye holdkammerater at kende, siger Tim Sparv.

Sportsdirektør Claus Steinlein glæder sig over tilgangen af Tim Sparv, der som ungdomsspiller gik på Akademiet i engelske Southampton og siden var forbi svenske Halmstad, inden han fra 2010 til 2013 spillede i hollandske Groningen.

- I Tim får vi en masse international erfaring qua hans mange landskampe for Finland. Han har i den forgangne sæson spillet stærkt for Greuther Fürth og var tæt på at rykke op i Bundesligaen. Tim er en aggressiv og taktisk klog defensive midtbanespiller, som er stærk i nærkampene og i pasningspillet.

- Menneskeligt er han en spiller, som passer perfekt ind i FC Midtjyllands værdier, og han skal med sin rutine være med til at hjælpe de unge spillere på vej. Med Tim får vi samtidig øget konkurrencen i truppen, og det er altid sundt, siger sportsdirektøren.

Cheftræner Glen Riddersholm ser frem til samarbejdet med Sparv, der får trøje nummer tre i FC Midtjylland.

- Tim er en spiller med et spændende CV, som har prøvet meget. Han kommer med en god erfaring og er en spiller, vi glæder os til at arbejde med, siger Glen Riddersholm.

Tim Sparv har spillet 37 landskampe for Finland siden debuten i 2009. I sidst sæson spillede han 28 kampe for Greuter Fürth.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox