03.07.2014, 06:58 | Af: Administrator

FS Holstebro bliver FCM-licensklub

Som et pilotprojekt bliver FS Holstebro som den første klub i regionen en FCM-licensklub. På sigt er det planen, at der skal være en FCM-licensklub i FCM Klubsamarbejdets fem områder

Det er med tanken om at styrke den lokale- og regionale fodbold i Midt- og Vestjylland og komme endnu mere ud i regionen, at FC Midtjylland nu lancerer ”RØDDERNE – Fodbold på hjemmebane”, hvor der vil blive tilknyttet en FCM-licensklub i hvert af FCM Klubsamarbejdets fem områder..

Med lanceringen af ”RØDDERNE – Fodbold på hjemmebane” ansættes samtidig en FCM-licenstræner på fuld tid, som ikke alene skal varetage træningerne i områdets FCM-licensklub, men som også vil lave ugentlige inspirationstræninger i områdets andre samarbejdsklubber.

Projektet skydes i gang som et pilotprojekt i FCM Klubsamarbejdets område 2, hvor fodboldsamarbejdet FS Holstebro, som er en overbygning imellem to af de største klubber i området nemlig Måbjerg IF og Mejrup GU, er udvalgt som FCM-licensklub.

I licensklubben afvikles FCM Miniakademi samt ulvetræning for U9- og U10-drenge. Derudover kommer de spillere, som er valgt til videre deltagelse på den indledende aften på FCM Fodboldskole, men som ikke bliver en del af bruttotruppen til enten U11- eller U12 Talentholdene, til at træne videre i FCM-licensklubben efter samme program som talentholdene - blot mere lokalt.

- Derved kommer FC Midtjylland fremadrettet ikke blot til at arbejde med de pt. 25 bedste i regionen, men derimod med de 100 bedste, hvilket giver nye muligheder, da flere spillere først rykker på et senere tidspunkt og på denne måde bliver træningen for de næstbedste opkvalificeret, forklarer Flemming Broe, der er akademichef i FC Midtjylland.

Fra foråret 2015 vil der endvidere blive afholdt FCM Miniakademi for U10-U13 piger ligesom der vil blive lavet forsøg omkring FCM Pigetalenthold i området.

I Mejrup GU og Måbjerg IF, som er klubberne bag FS Holstebro, ser man frem til at blive den første FCM-licensklub.

- Det er et spændende projekt, som vi tror på og gerne vil være en del af. Fodboldmæssigt tror vi, at det kan være med til at styrke lokalområdet. Projektet betyder, at man nu tidligere går aktivt ind og uddanner de unge spillere samtidig med, at man får flere spillere ind, siger Claus Klausen, der er formand i Mejrup GU.

- Samtidig forventer vi også, at det kan være med til at udvikle vores trænere, da der kommer en A-licenstræner ud til os. Derudover begynder man også at kigge på pigefodbolden, og det er også et væsentligt element for os, forklarer Claus Klausen.

Også i Måbjerg IF har man store forventninger til det nye tiltag.

- Vi har en forventning om, at kvaliteten i vores klub bliver højnet. Noget af det essentielle er, at man ansætter en A-licenstræner. Det vil være med til at løfte niveauet i hele klubben og gøre os dygtigere hele vejen rundt, siger Ivan Frederiksen, der er formand i Måbjerg IF.

- Samtidig er det vigtigt, at vores spillere kan have nogle drømme og noget at stræbe efter. For os er det mest rigtigt og nærliggende at samarbejde med vores regionale superligaklub. Det føles ikke så langt væk, og det er nemmere at komme og træne med og blive set, siger Måbjerg-formanden.

Samstemmende rækker de to klubformænd også hånden frem mod de øvrige klubber i Holstebro.

- Helt konkret er det aftalt, at FC Midtjylland hjælper FS Holstebro med træningskampe på højt niveau i U13-U15-regi, så spillerne i FS Holstebro vil opleve det som et godt sportsligt sted at kunne udleve sin fodbolddrøm. Når vi kommer til aldersgruppen fra U16 og ældre er det endvidere en aftale med FC Midtjylland, at dette tiltag om at blive FCM-licensklub ikke forhindrer, at vi ikke fortsat kan iværksætte et samarbejde omkring et ”Byens hold” imellem de øvrige Holstebro-klubber, slår Claus Klausen og Ivan Frederiksen fast.

FCM Klubsamarbejdet vil, som man kender det i dag, fortsat være inddelt i de kendte områder og sørge for at have aktiviteter her.

- Faktisk vil vi udbygge de sportslige aktiviteter her - ikke bare for de bedste, men også for de næstbedste spillere, så vi kan få hævet niveauet endnu mere i regionen og give en gulerod at gå efter for endnu flere drenge, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet Tommy Jensen.

Over tid vil der for hvert område blive ansat en FCM-licenstræner.

FAKTABOKS
Om en FCM-licensklub

- FCM-licensklubben har lov at skilte med sin titel, som tildeles for min. ét år ad gangen.

- Holistisk talentudvikling, hvor den enkelte spiller sættes i centrum, er grundtanken i arbejdet med spillerne.

- Klubben sætter en ære i at arbejde med de spillere fra FCM Fodboldskole, som ikke bliver en del af bruttotrupperne til talentholdene i U11 og U12, men som er udvalgt til videre deltagelse på FCM Fodboldskolen efter første udtagelsesaften (flere spillere rykker først på et senere tidspunkt og på denne måde bliver træningen for de pt. næstbedste opkvalificeret).

- Mulighed for fysioterapeut i særlige tilfælde.

- Stiller en kunstgræsbane til rådighed.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox