20.07.2014, 21:06 | Af: Administrator

Haugaard: Alt at vinde

Jakob Haugaard tog målmandsposten i sæsonåbneren.

Siden Jonas Lössl blev solgt til franske Guingamp, har der været åben kamp om keeperpladsen i FC Midtjylland. Jakob Haugaard så sit snit til at rykke frem i hierarkiet, lige som hjemvendte Lasse Heinze ville kæmpe for at stå mellem stængerne, når Brøndby kom til MCH Arena i sæsonens første opgør.

Unge Haugaard vandt dog duellen i første omgang. Og trods blot et par håndfulde Superliga-kampe for ulvene, følte den høje målvogter sig godt rustet til opgaven.

- Jeg følte ikke noget pres. Jeg følte, at jeg havde alt at vinde. Jeg har fået lidt kampe spredt ud over et pænt stykke tid og senest en halvleg mod Brøndby (i sidste sæson, red.), fortæller den tidligere AB-målmand til FCM TV.

- Men, nej, jeg syntes ikke, at der var ekstra pres på. Det var bare at gå ind og vise de ting, som jeg har fungeret med i opstarten, så det var stille og roligt, siger keeperen beskedent.

På papiret har FC Midtjylland et udfordrende startprogram med henholdsvis Brøndby hjemme og AaB ude, men det passer Jakob Haugaard ganske udmærket.

- Starten er måske hård på papiret, men så er man også i gang. Nu vinder vi over Brøndby, så det kunne ikke være meget bedre. Det er ikke nogen ulempe, synes jeg. Vi skal alligevel møde dem på et eller andet tidspunkt, og så er det fint nok, at det er i starten, slutter han.

Se interviewet med Jakob HaugaardFCM TV [klik her]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox