27.07.2014, 14:45 | Af: Administrator

Musefiu og Janssen på tavlen for FCM II

Reserverne leverede en godkendt præstation mod Ringkøbing, der blev besejret 2-1 i søndagens træningskamp

FCM II trodsede lummervarmen og tog en 2-1-sejr over Ringkøbing i søndagens træningskamp på bane 3 i Ikast. Sejren kunne og burde være blevet større, men effektiviteten manglede især i første halvleg, hvor FCM II kom til et væld af afslutninger.

Efter et kvarters spil erobrede Paul Onuachu bolden midt på banen og sendte Musefiu Ashiru afsted. Kantspilleren tog et ryk på ti meter med bolden, inden han med et fladt spark udplacerede Ringkøbing-keeperen.

Føringen blev kort efter fordoblet, da Tim Janssen satte hovedet på et hjørnespark fra Frederik Møller, men kort efter fik Ringkøbing reduceret ved Mads Steffens. Godt Ringkøbing-pres gjorde, at FCM ikke kunne få luftet bolden ud af egen forsvarszone, og til sidst sparkede den tidligere akademi-back bolden ind fra distancen. Heinze - der i øvrigt selv har spillet ungdomsfodbold i Ringkøbing IF -  kunne ikke lastes for scoringen, da hans udsyn var blokeret af med- og modspillere.

Generelt var det dog FCM'erne, der sad på flæsket i første halvleg, og især Tim Janssen vil ærgre sig over et par store chancer, der blev misbrugt, mens Musefiu Ashiru (billedet) og Marco Larsen forsømte at omsætte friløbere til mål. Sidstnævnte lod sig efter aftale udskifte i pausen - godt mør efter en ihærdig løbeindsats på kanten i den trykkende varme, men tilfreds over ikke at have været generet af den forstrækning, der har holdt ham ude af opstarten.

I anden halvleg dalede kvaliteten. FCM dominerede stort og havde bolden næsten hele tiden, men formåede ikke at skabe chancer lige så hyppigt som før pausen. Alligevel var trænerteamet fint tilfreds med udbyttet af træningskampen.

- Vi havde nogle ting, vi gerne ville øve - samspillet mellem backs og kantspillere, og vores evne til holde fast i bolden, og det så rigtig fornuftigt ud. Vi gav Ringkøbing lige vel meget plads at spille bolden rundt på, når vi forsvarede, og det skal vi have arbejdet lidt mere med, forklarede Lars Friis efter kampen.

FCM II er placeret i pulje 2 af Reserveligaen og indleder sæsonen mandag den 11. august klokken 15.00, hvor OB gæster Ikast.

FC Midtjylland II - Ringkøbing 2-1 (2-1)
1-0 Musefiu Ashiru (assist Paul Onuachu) 15' 
2-0 Tim Janssen (assist Frederik Møller) 19'
2-1 Mads Steffens 22' 

Start-11: Lasse Heinze - Isaac Oliseh, Rasmus Lauritsen, Sonni Nattestad, Frederik Møller - Mads Pedersen, Jonas Gemmer, Marco Larsen (46' Mikkel Duelund), Musefiu Ashiru - Tim Janssen, Paul Onuachu

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox