20.07.2014, 23:07 | Af: Administrator

Riddersholm om nye, "nye" og nogle lange stænger

En cool finne er kommet til klubben, velkendte ansigter er nye i start-11, og en nigeriansk to-metermand omsatte en stærk pre-season til mål mod Brøndby.

Glen Riddersholms mandskab åbnede sæsonen med 3-1 over Brøndby. På kassen var Jakob Haugaard nyt førstevalg, og det samme var Jesper Lauridsen på venstre back. På bænken sad nyindkøbte Tim Sparv, mens også Paul Onuachu kom ind fra bænken - og dét med personlig succés i form af kampens sidste scoring.

Cheftræneren satte ord på de fire, da FCM TV fangede ham efter sejren over de blå-gule.

Jakob Haugaard
- Haugaard leverede en flot kamp, synes jeg. Han blev mere offensiv og fremadrettet i sit målmandsspil og dominerede feltet bedre i anden halvleg, og det gjorde, at han kunne tage trykket af holdet, når de slog indlæg efter Makienok. Det savnede jeg lidt i nogle perioder i første halvleg, men det var fedt, at han steppede op, og det er også helt i orden, at man lige skal spille sig ind.

Jesper Lauridsen
- Lauridsen viser, at det har været en god investering at leje ham ud til Hobro. Han er løbevillig, offensiv, fremadrettet og meget mere direkte i den offensive del af spillet. Jesper udviser også et stort mod og viser, at han vil have den position.

Tim Sparv
- I Tim har vi set, at selv om han stadig har et fysisk efterslæb, så ved jeg, at han er en rigtig klog spiller, som er meget placeringsstærk og har en rolig og god omgang med bolden. I en fase af kampen, hvor jeg gerne ville have lidt mere kontrol, syntes jeg, at det var en god indskiftning, fordi Tim netop gav den ro og havde den placeringsstyrke, der gjorde, at Brøndby vel ikke for alvor nærmede sig, ud over en lidt ærgerlig reducering.

Paul Onuachu
- Paul kom ind fra bænken og bekræftede os i, at han har været igennem en god udvikling hen over det seneste år. Omkring afrikanere som Paul og Musefiu (Ashiru, red.) skal vi huske på, at normalvis i Midtjylland kommer man ind, når man har været her i fire år og lært det hele. De her har kun været her i to år, men alligevel har de flere Superliga-kampe på CV'et. Det gør selvfølgelig, at de ikke er færdigudviklede, men der er rigtig mange gode intentioner, og i dag var det heldigvis nok til at give en fremragende præstation, og dermed kunne Paul følge op på en god optakt, hvor han har været målfarlig. Det er fedt, det er dejligt for ham, og det er fuldt fortjent. Nu skal jeg så bede ham om at bevare sine lange stænger på jorden, så han er klar til at fortsætte sin udvikling, og det er det charmerende ved at arbejde med dejlige, unge mennesker her i FC Midtjylland.

Se interviewet på FCM TV [klik her]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox