16.07.2014, 15:00 | Af: Administrator

STARK hylder Akademiets ildsjæle

Søndag den 20. juli udlåner Akademiets hovedsponsor STARK deres Skybox på MCH Arena til nogle af de ildsjæle, der spiller en afgørende del i Akademiets succes.

Sidste sæson blev det til både guld- og bronzemedaljer for FC Midtjyllands fodboldakademi i landets bedste ungdomsrækker. U19-talenterne sikrede sig bronzemedaljer med en 4-2-sejr over HB Køge i sidste spillerunde, mens U17-holdet vandt guld med en 7-0-sejr over HB Køge.
De resultater bliver nu belønnet af Akademiets hovedsponsor STARK, der hylder den frivillige indsats ved at udlåne deres Skybox til en gruppe udvalgte frivillige, der fortjener et ekstra klap på skulderen.

For selv om det kan være nærliggende at tilskrive de unge talenter og deres trænere al æren, så står der ligeledes en lang række frivillige ildsjæle, der ugentligt lægger adskillelige timer i talentarbejdet, bag succesen, forklarer akademichef Flemming Broe.

- Der er ingen tvivl om, at talentudviklingen ikke skabes af den enkelte, men af summen af rigtig mange personer, der gør en stor indsats i kulissen, og sammen gør vi en kæmpe forskel. Vi har respekt og ydmyghed overfor den store frivillige indsats, som folk lægger i Akademiet, og der er ingen tvivl om, at det har en enorm betydning, forklarer akademichefen.

STARK, der er hovedsponsor for Akademiet, vil gerne sige tak for indsatsen i sidste sæson ved at udlåne deres Skybox til Akademiet, så de frivillige kræfter kan blive fejret. Det vækker glæde hos akademichef Flemming Broe.

- Den gestus, som STARK viser ved at udlåne sin Skybox til os, er en unik mulighed for at anerkende de frivillige, som gennem årene har gjort en forskel. Vi sætter pris på de frivilliges indsats, og derfor er vi glade for at kunne invitere nogle udvalgte frivillige med til kampen i de flotte rammer, afslutter Flemming Broe.

Der findes otte Skyboxe på MCH Arena med et perfekt udsyn over spillet på banen. Normalvis optages de eksklusive lokaler af forretningsfolk og nogle af klubbens største sponsorer, men til kampen mod Brøndby den 20. juli får en række frivillige fra Akademiet nu altså muligheden for at opleve kampen i STARKs skybox.

DU KAN OGSÅ OPLEVE KAMPEN I SKYBOXEN

Et andet væsentligt parameter i FC Midtjyllands sportslige resultater er opbakningen fra de mange fans i Midt- og Vestjylland, der støtter både Superligaholdet såvel som ungdomsholdene. Dem vil STARK og FC Midtjylland ligeledes sige tak til.
I første omgang gøres det ved at sige tak til de yngste fans i Fan Akademiet, der får chancen for at få en eksklusiv oplevelse i STARKs Skybox med resten af deres familie. Alle børn med basismedlemskab af Fan Akademiet deltager nemlig automatisk i lodtrækningen om at vinde fire billetter til arrangement.

Hvis du ikke allerede er medlem af Fan Akademiet, kan du oprette et basismedlemskab senest fredag, så deltager du i konkurrencen om at vinde pladser for dig og din familie til kampen mod Brøndby søndag den 20. juli.

Tilmeld dig Fan Akademiet (GRATIS) & deltag i lodtrækningen om en eksklusiv oplevelse i STARKs Skybox: www.fcm.dk/fanakademi
 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox